Synes du også, at det kan være svært at forstå en varedeklaration? Læs med her og bliv klogere på, hvordan en varedeklaration er ”strikket sammen”.
Af Henriette Rosenthal
Vidste du, at når du læser en varedeklaration, skal det fødevaren indeholder mest af står først i ingredienslisten?
Ingredienserne skal stå i faldende rækkefølge efter, hvor meget varen indeholder af hver ingrediens. Varefakta er en mærkningsordning, der sikrer at mærkningen er korrekt ift. gældende lovgivning samt Varefaktas forskrifter. Varer med Varefaktas mærke har ofte krav,
der går ud over lovgivningen, disse kaldes forskrifter. Forskrifter er hermed ofte mere strikse end lovgivningen. Går du efter Varefakta-mærket, når du handler, får du korrekte, letforståelige og tilstrækkelige oplysninger til, at du kan træffe et trygt og oplyst valg.
Er du opmærksom på tilsætningsstoffer?
Mange varer indeholder tilsætningsstoffer, som for eksempel er med til at forlænge varens holdbarhed eller give den en anden farve. Du kan se, hvilken funktion hvert tilsætningsstof har i ingredienslisten. Producenten skal oplyse, om det for eksempel er et konserveringsmiddel eller et sødestof. Det er altså ikke nok blot at skrive E-nummer eller det kemiske navn. At der ikke er E-numre i en vare, er ikke ensbetydende med, at der ikke er tilsætningsstoffer i. Man kan for eksempel skrive citronsyre i stedet for E 330, hvilket er præcis det samme.
Hvis du vil sammenligne
Når du vil sammenligne næringsindholdet i fødevarer, fordi du måske vil have rugbrødet med mest fuldkorn eller kødpålægget med mindst fedt, er det næringsdeklarationen, du skal kigge på. Denne finder du som udgangspunkt på varens bagside.
Næringsdeklarationen skal gøre det lettere for dig at se, hvor meget en fødevare indeholder af energi og bestemte næringsstoffer – som for eksempel sukkerarter og salt. Næringsdeklarationen viser mængden af energi og næringsstoffer i en fødevare pr. 100 g eller pr. 100 ml, og du skal derfor gange indholdet af energi og næringsstoffer op i forhold til varens vægt.
Hvor længe kan varerne holde sig?
Datomærkningen på dine fødevarer fortæller dig, hvornår du trygt kan spise dem, og hvornår du skal smide resten ud, hvis du ikke har nået at spise op. Fødevarer mærket med “Bedst før” kan som udgangspunkt spises efter den trykte dato, så længe man bruger sin syns- smags- og lugtesans og sin sunde fornuft til at vurdere, at varen ikke er for gammel eller fordærvet. Er en vare derimod mærket med “Sidste anvendelsesdato” skal den smides ud, efter holdbarhedsdatoens udløb.
Varefakta bidrager til bæredygtighed
Varefakta arbejder med FN´s Verdensmål. Heriblandt Verdensmål nr. 12, der handler om ansvarligt forbrug og produktion. Varefakta sikrer, at fødevarer bliver deklareret korrekt og undgår hermed forkert mærkning, der kan føre til destruering af varer. På denne måde hjælper
Varefakta indirekte med at reducere madspild. Virksomheder skal opfordres til at agere bæredygtigt gennem rådgivning og oplysning.
Varefakta rådgiver omkring fordelene ved at sortere emballage, dosere vaskepulver, hvordan madspild undgås og meget mere.