Lige for tiden bruger mange af os meget tid indenfor for at mindske smittespredningen af corona-virus. Det kan være, at du ønsker at benytte tiden til at få forårsrengjort og skabt et sundt indeklima i dit hjem.
Her får du Astma-Allergi Danmarks råd til, hvordan du skaber et sundt indeklima:
Luft ud i 5-10 minutter med gennemtræk 3 gange dagligt.
Hyppig udluftning er vigtigt for et sundt indeklima. Luft også ud efter fugtgivende aktiviteter som for eksempel madlavning, bad eller gulvvask. Har I været kreative med lim og maling? Eller har I haft travlt med bagning af boller og kager? Så husk også udluftningen.
Tjek at udluftningskanaler er rene og velfungerende. Har du pollenallergi, bør du i pollensæsonen undgå at lufte ud midt på dagen, hvor der oftest er flest pollen i luften.
Gør grundigt rent en gang om ugen
Rengøring mindsker mængden af støv, som kan indeholde virus, bakterier, svampe, husstøvmider, pollen og kemiske stoffer. Hold hjemmet rengøringsvenligt – glatte overflader er nemmere at rengøre end tæpper og tekstil. Sørg for, at det er nemt at komme ind under sofaen og ud i krogene med klud og støvsuger.
Det er forskelligt, hvor hurtigt der bliver støvet i forskellige hjem. Derfor er det svært at opstille faste regler for, hvor ofte du skal gøre rent. For de fleste er en grundig ugentlig tur med støvsuger, klud eller gulvmoppe og spand fint.
Det er som regel ingen fordel at gøre rent oftere end en gang om ugen. Du hvirvler nemlig partikler op, når du gør rent, og rengøringsmidlerne kan afgasse med kemikalier, hvilket kan genere følsomme luftveje.
I særlige tilfælde kan hyppigere rengøring være en god idé, fx hvis I bor mange mennesker på lidt plads. Omvendt kan du i mange tilfælde nøjes med at gøre rent, fx en gang hver anden uge, hvis du bor alene på meget plads.
Varm alle rum op til minimum 20 grader
Hold temperaturen på omkring 20 grader i alle rum (bortset fra ved udluftning). På den måde undgår man, at bløde møbler og senge bliver fugtige og klamme og inviterer husstøvmider og skimmelsvampe til fest. Hvis du gerne vil sove i et køligt soveværelse, kan du varme soveværelset op om dagen og lufte ud og skrue ned for varmen, før du går i seng.
Hold en passende luftfugtighed i boligen
Med en relativ luftfugtighed mellem 35-60 %, har de fleste det godt. For høj luftfugtighed kan medføre skimmelsvampevækst – og husstøvmider elsker fugt! Undgå derfor at tørre vasketøjet indenfor, og brug tørreloftet, altanen eller carporten.
Grønt er godt
Planter (især med mange blade) renser luften, tilfører den ilt og optager allergifremkaldende stoffer som fx formaldehyd. Og så er de pæne at se på. Vælg fx en flamingoblomst, fingerfilodendron eller efeu, der både er gode som ”luftrensere” og er allergivenlige.
Kilde: Astma-Allergi Danmark