I en travl hverdag, kan man komme til at overse, at ens barn går og tumler med svære tanker.
Af Henriette Rosenthal
Jeg vil tillade mig at gå ud fra, at vi alle vil vores børn det bedste – og nogle gange tager vi grueligt fejl af, hvad det er, udelukkende fordi vi tror, at vi derved beskytter barnet. Det er samtalen med barnet om de svære emner, som man kan have lyst til at sno sig udenom. Hvis vi ikke ”dyrker” det, kan det jo være, at det forsvinder af sig selv, og måske glemmer barnet det igen? Her tager vi fejl og den misforståelse vil cand. psych. Og specialist i børnepsykologi Tove Weis, som sammen med børnepsykolog Stine Tofte er indehaver af Børne- og Ungepsykologisk Praksis (BUPP), gerne være med til at udrydde.
– Børn mærker stemninger og gør sine observationer, ofte uden at sige noget. Børne forsøger at skabe en mening i den virkelighed, de er en del af. På den måde kan problematiske tanker vokse sig større og værre i fantasien. For at skåne barnet for at bruge yderligere kræfter, og fordi man selv er usikker, undlader man ganske velmenende at tale om det, og på den måde overlader man barnet til sig selv og sin fantasi. Vi skal turde tale om de svære emner med barnet, udtaler Tove Weis, som gerne giver sine bud på, hvordan vi hjælper barnet til at lukke op for og dele svære tanker om for eksempel skilsmisse, dødsfald, sygdom, alkoholmisbrug eller mobning.
Hvordan får man hul på samtalen?
Hvis man selv er ramt af virkeligheden, fordi man for eksempel er blevet alvorlig syg eller skal skilles, og det er svært at få hul på samtalen, anbefaler Tove Weis, at man allierer sig med et familiemedlem eller en ven, som barnet er fortrolig med. Både som støtte i den svære samtale men også fordi, man viser og fortæller barnet, at der er flere voksne til at hjælpe med at løse problemerne. Selv om barnet bliver ked af det, behøver det ikke at bekymre sig unødigt og træde i en voksens sted som støtte for sine forældre.
Ændret adfærd?
Som forælder kender man sit barn, og måske mærker man, at barnet pludselig, eller over en tid, ændrer sin adfærd. Måske vil barnet ikke gå den vej, det plejer til skole eller lægge sig til at sove i sin egen seng. Hvis man spørger om, hvad der er galt, vil svaret ofte være: ”Ikke noget”. Prøv at få hul på samtalen ved at indlede med ”Jeg har lagt mærke til, at du ikke længere…”. Så kan du lettere spørge ind til hvorfor, barnet har ændret sin adfærd.
Hvis du har mistanke om, at barnet bliver mobbet, er det vigtigt at gå foran, og tage hul på samtalen. Fortæl barnet, at der er forskel på gode og dårlige hemmeligheder. Gode hemmeligheder er for eksempel, at barnet har lavet en fødselsdagsgave og er spændt på at give den, dårlige hemmeligheder er dem, man kan få ondt i maven over, og som man er bange for at fortælle sine forældre.
Det er vigtigt, at gøre barnet trygt i forvisningen om, at det kan fortælle mor og far alt uden at få skæld ud – og så i øvrigt holde det løfte. Det er vigtigt ikke at presse barnet men at være åben og nysgerrig og gøre opmærksom på, at man er til rådighed. Hvis du alligevel synes, at det er for svært at tale med eller få dit barn i tale om et problematisk emne, så overvej om det vil hjælpe at få en professionel til at hjælpe jer samtalen.
Lad aldrig barnet være alene med sin smerte.
