Det er vildt at tænke på, hvor meget en nyfødt baby udvikler sig i sit første leveår. Fra dybest set kun at kunne spise og sove til at stavre rundt og se på verden med store nysgerrige øjne.
Af Henriette Rosenthal
I de tre første måneder er der fart på barnets fysiske udvikling og bevidsthed og din baby kommunikerer med omgivelserne ved hjælp af gråd og øjenkontakt. Gråden hjælper spædbarnet til at få opfyldt basale behov som kontakt, omsorg, mad, skiftning og søvn. Måske synes du, at det er svært i starten at tolke signalerne og finde ud af, hvad gråden er udtryk for, men efterhånden som du lærer din baby at kende, bliver det nemmere.
En nyfødt baby bruger alle sanser
En nyfødt baby bruger almindeligvis meget af tiden på at sove, ofte hele 14-16 timer i døgnet. Når barnet er vågent, er den vigtigste stimulation, at det er sammen med sine forældre. En nyfødt baby bruger alle sanser til at lære forældrene at kende. Du bør forsøge at få øjenkontakt med dit barn og pludre/tale roligt til det. For de fleste falder det fuldstændig naturligt at røre ved det lille barn, ligesom mange instinktivt vugger barnet. Et nyfødt barn kan ikke få for meget kærlighed og omsorg i form af kys, kærtegn og kontakt. Fordi barnet tilbringer meget af tiden med at sove på ryggen er det en god idé, at finde på måder hvor dit barn kan lide at ligge på maven, når det er vågent. Det kan være på dine ben, din mave, på puslebordet eller på en stor bold.
Mere vågen tid
Når din baby bliver omkring tre måneder, vil du opleve, at dit barn får længere vågenperioder. Nu vil barnet kunne holde hovedet næsten sikkert. Ligger barnet på ryggen, kan det selv hjælpe med at komme op i siddende stilling, når du griber om barnets hænder og håndled. I fem-måneders-alderen kan barnet hjælpe til med at komme op i stående stilling. Barnet støtter på benene, når det bliver holdt under armene, og det vil måske hoppe. Den større fysiske aktivitet vil udvikle muskler omkring leddene og barnets balance styrkes.
Børn er forskellige
Børn vokser og ændrer sig utrolig meget de første år af deres liv. Du kan ikke forvente, at alle børn udvikler sig helt på samme måde, og du kan ikke sammenligne dit barn med andre børn eller søskende. Milepælene i barnets første år veksler mellem, at barnet står stille i udviklingen, eller at barnet pludselig kan mange ting på én gang, og det sker oveni hinanden. Hvis du er i tvivl om dit barns udvikling, kontakt din sundhedsplejerske eller din læge.
Fra mave til ryg og omvendt
Fra seks måneders-alderen kan barnet bevidst trille fra mave til ryg og tilbage igen. Nogle børn opdager, at de kan trille for at komme hen til ting. Barnet forsøger at få fat i det legetøj det kan se. Ved at bevæge sige om egen akse kommer barnet til siderne og ved at skubbe fra med fødderne eller trække sig frem med armene, kan barnet komme fremad. Så nu er det tid til at have et øje på hver finger og fjerne de ting på gulvet, som barnet kan komme til skade ved at få fingre i, for eksempel strømførende ledninger og giftige planter.
Der vil også være børn, der begynder at rokke i kravlestilling og at kravle. Kravler barnet vil det hurtigt lære at sætte sig op og begynde at rejse sig op ved for eksempel møblerne. De fleste børn vil gerne stå med støtte. I ti måneders-alderen kan de fleste børn nu stå med strakte ben. Nogle går endda med støtte. Mange børn vil begynde at kunne gå uden støtte fra omkring et års-alderen, men det er ikke spor unormalt, hvis barnet er mellem et og halvandet år, før det går helt sikkert på egne ben uden støtte.
En lille efteraber
Det er også omkring ni måneders-alderen at barnets evne til at efterligne dine handlinger, kan bruges til at lære det nye færdigheder. Barnet vil begynde at klappe, når du klapper og synger klappe-kage-sangen.
Når du strækker barnets arme og siger: hvor stor er Noah, vil Noah selv på et tidspunkt strække armene, når han hører dig sige: Hvor stor er Noah? Næsten alle børn er glade for borte-tit-tit-lege. Udover at barnet nyder legen, lærer barnet at forældrene ikke er væk, selvom de ikke kan ses. Sæt ord på. Ved at sætte ord på alt det du gør med barnet, synge, kigge i pegebøger, stimulerer du barnets lyst til sprog.
Barnet får hele tiden ny stimulation i kraft af, at du er sammen med barnet i nye sammenhænge. Barnet gider ikke længere at ligge i barnevognen med kalechen slået op, men vil nu begynde at interessere sig for, hvad der foregår udenfor barnevognen. Det giver mulighed for at sætte ord på alle de nye ting barnet oplever.
Hvis du er i tvivl om din baby udvikler sig alderssvarende, er her en guide som bekriver en babys udvikling trin for trin: www.bornogfritid.dk/babys-udvikling-trin-for-trin/
Kilder: Hvidovre Hospital, Odense Kommunes sundhedspleje og Sundhed.dk