Vinter er lig med virus og sygdom. Det er nu vi alle tager et par dage på langs, og det er her det gælder om at booste immunforsvaret og vide, hvad man kan gøre for at undgå for mange sygedage.
Af Bonnie Jensen
Når vinteren sænker sit mørke over os, rykker vi tættere sammen indendørs. Det giver glimrende betingelser for virus, der står på spring til at spredes, når mange er samlet på lidt plads. Et rigtigt godt kraftigt og veludlevet atjuuu kan, med lidt god vilje, sprede den virus som afstedkommer nyset, til alle i nærheden. Det er når vores immunforsvar er svækket, vi er mest modtagelige for smitte. Andre gange når immunforsvaret er i top, preller dårligdommene af på os.
Det er bare en virus!
Mange af os har fået det svar, når vi slæber os til lægen, efter flere dages feber med piv og jammer. Det går over af sig selv, men kan være voldsomt ubehageligt, når det står på. En stædig forkølelse der nægter at overgive sig, og i stedet for sætter sig fast, kan blive til pande- og bihulebetændelse, som er en smertelig omgang, hvor det føles som hovedet er tæt på at eksplodere.
En halsbetændelse føles som om der trækkes pigtråd op og ned gennem halsen, og der skal tages lange tilløb, før man tør forsøge at drikke en lille slurk te. Halsbetændelsen kan både være forårsaget af virus, men også være udsprunget af streptokokker.
Er det virus der er synderen, er svaret igen: Hold ud, det går over af sig selv.
Immunforsvaret skal nok få bekæmpet den dumme virus, det tager bare noget tid med ubehag. Symptomerne kan i nogle tilfælde afhjælpes med håndkøbsmedicin, men drøft det med lægen først, inden du styrter hen for at købe smertestillende medicin. Der findes forskellige typer medikamenter, som kan købes uden en recept. Er halsbetændelsen til gengældt forårsaget af streptokokker, kan penicillin være en løsning for at blive rask igen.
Vintertid er lig med influenzatid
Vi gyser ved tanken om influenza, for os der har prøvet at have en god gammeldags klassisk influenza. Historier om ondt i hele kroppen og en træthed, der næsten ikke er til at slippe af med igen. Influenza er kendt for at give muskelømhed, ondt i leddene, hovedpine og relativ høj feber. Influenza er en af de sygdomme som er forårsaget af virus, og der findes derfor ingen penicillinkur
der kan helbrede tilstanden. Det der virker bedst, når man er lagt ned af vinterens hårde influenza, er ro, søvn og rigeligt at drikke, for at holde væskebalancen i kroppen.
Der tilbydes dog en vaccine til særligt udsatte, for at modvirke at denne gruppe rammes af influenza. Det er især personer over 65 år, gravide, og de der i forvejen er svækket og har et nedsat immunforsvar, der bør få vaccinationen.
Gode råd – Sådan kan du undgå smitte
Ja, du kan jo selvfølgelig mure dig inde hele vinteren, og på den måde undgå kontakt med smittekilder. Det bliver nu nok lidt for trist i længden, prøv derfor at følge nedenstående råd:
✱ Vask dine hænder ofte
✱ Hav en lille flaske hånddesinficerende sprit i håndtasken
✱ Undgå tæt kontakt med personer, som du ved er syge
✱ Bliv hjemme fra arbejde, skole eller lignende, hvis du er syg
✱ Forsøg at navigere uden om den værste myldretrafik og trængsel, hvis du skal med bus eller tog
✱ Hold hænderne fra gelændere på trapper
✱ Undgå at røre ved dine øjne, din næse eller din mund uden forudgående håndvask
✱ Snup trappen i stedet for elevatoren
✱ Sørg for at holde fælles ting og overflader rene ved almindelig rengøring
✱ Sørg for at motionere regelmæssigt
✱ Husk at få din nattesøvn
✱ Spis en varieret og vitaminrig kost, evt. suppler med en vitaminpille i vinterhalvåret
Kilde: Sundhedsstyrelsen