Farvel til allergien

Lider du af allergi? Måske har du også prøvet diverse former næsespray og antihistaminer uden tilstrækkelig virkning eller med generende bivirkninger? Ved du egentlig, at man kan vænne kroppen til at acceptere det, som den reagerer allergisk over for med allergivaccination? Hvis ikke bliver du glad for at høre, at du dermed kan slippe for røde, kløende øjne, kriller i halsen, træthed og en næse der løber konstant. Man skal lige en tur forbi lægen, så man er helt sikker på, hvad der fremkalder den allergiske reaktion, for så kan behandlingen blive så målrettet som muligt.

Af Henriette Rosenthal

Allergi opstår ved en overreaktion i kroppens immunsystem over for ellers normalt uskadelige stoffer. Når man har allergi, danner kroppen antistoffer mod stoffer, man møder i dagligdagen, og som normalt ikke er skadelige – der sker altså en „fejlreaktion“ fra kroppens side.

Allergivaccination behandler allergiens underliggende årsag, og kan lindre symptomerne efter et par måneder, ydermere har den en langtidsvirkende effekt – også efter afsluttet behandling. Ved allergivaccination bliver man behandlet med de stoffer, man ikke kan
tåle. Det vil sige, at det er naturligt græs- og birkepollen, allergener fra husstøvmider, som man får i præcist afmålte doser.

Injektioner eller tabletter

Man kan blive behandlet med injektioner, som lægen foretager hver 6.-8. uge i en treårig periode, dog med en uges interval i de første måneder, hvor der sker en gradvis øgning af dosis. Efter hver injektion skal man vente hos lægen i en halv time, så man er sikker på at der ikke opstår bivirkninger efter injektionen. Det er jo trods alt et stof, som kroppen først skal lære at kende som ufarligt.

En anden mulighed er at blive behandlet med tabletter. Første tablet skal man indtage hos lægen, og også her vente en halv time. Derefter tager man tabletten hjemme en gang dagligt i tre år.

Når man starter behandlingen, kan man downloade appen allergivaccination, og indtaste hvordan behandlingen skrider frem. Her findes en guide med gode råd, hvis noget driller lidt undervejs i forløbet, eller man har spørgsmål til behandlingen.

Hvem kan blive behandlet med allergivaccination?

I injektionsform kan man få behandling fra man er fem år. Når det gælder tabletterne, kan man starte fra femårsalderen, hvis man er allergisk overfor græs.

Hvis balladen er husstøvmider, må man vente til man bliver 12 år. Der findes desuden en ”trætablet” som modvirker allergi overfor birkepollen, men fordi der er så stor krydsreaktivitet mellem birkepollen og pollen fra el, hassel, bøg, avnbøg og eg oplever mange, at den også virker mod allergi over for træpollen fra de andre træer.

Tabletten kom på markedet sidste år, og her behandler man indtil videre kun voksne. Det er vigtigt at komme i gang med behandlingen så tidligt som muligt – helst fire måneder – inden den aktuelle pollensæson, for at få den bedste effekt af behandlingen.Derfor er det en god ide at starte i løbet af efteråret, hvis man lider af græs- eller birkepollenallergi.

I 2020 boomede græspollen, og gjorde livet besværligt for alle græsallergikere. Behandling mod husstøvmideallergi kan sættes i gang hele året, da der ikke findes en specifik sæson.

Husstøvmideallergi

Vidste du at allergisk astma kan være forårsaget af husstøvmideallergi? Derfor giver det god mening, at få behandling for sin husstøvmideallergi.

Husstøvmider er små, hvide, otte-benede dyr, som du ikke normalt kan se med det blotte øje. De måler fra 0,1 til 0,6 mm. Det er ikke nødvendigvis kun mængden af støv i boligen, der bestemmer, hvor mange husstøvmider der er. Husstøvmider lever sædvanligvis i tekstiler og trives i fugtige, varme og mørke miljøer og da husstøvmiderne formerer sig med en hastighed, der afhænger af temperaturen og luftfugtigheden i rummet og da de optager fugt gennem huden, gælder det om at have en lav luftfugtighed i boligen, da de tørrer ud og dør, hvis luftfugtigheden er lav nok.

De fleste med allergi over for husstøvmider har symptomer hele året. Nogle har især symptomer i sengen om natten eller om morgenen. Langt størstedelen af de husstøvmider, vi har derhjemme, findes i og omkring sengen og på gulvet i soveværelset. Det er fordi, at i soveværelset er luftfugtigheden som regel høj, og sådan har husstøvmiderne det godt.

Du kan finde masser af information om allergi og muligheder for behandling på pollentjek.dk eller i allergi-appen klarify, som er gratis downloade i App Store eller Google Play.

Kilde: Astma-Allergi Danmark