Når junior starter i skole, er det ofte en helt ny verden, der åbner sig. Ikke kun for dit barn men også for dig som forælder.
Af Dorte Liechti, børnehaveklasseleder og Familierådgiver fra Familiespor
Da jeg sad der, til vores første forældremøde i vores datters 0. klasse gik det for alvor op for mig, at det ikke kun var vores datter, der skulle starte i skole… det skulle jeg også!
Jeg skulle lære et helt nyt sprog med ord som understøttende undervisning, brainbreaks og læsebånd! Og pludselig havde jeg meldt mig i en trivselsgruppe med en rødhåret dame, der vist var Maikens mor.
Sidenhen er jeg selv blevet børnehaveklasseleder og nu er det mig, der til forældremøderne tager imod de spændte nye forældre. Derfor ved jeg også, at du som forældre spiller en afgørende rolle for trivslen i dit barns klasse. Det er nemlig måden vi som forældre omgås hinanden, der smitter af på vores børn. Så bak op om skolen og dit barns nye klasse og kammerater.
Din tillid og dit engagement smitter nemlig af på dit barn. Men det er ikke kun klassens trivsel, du har indflydelse på som forældre. Du er også med til at skabe den gode opstart for dit barn. Der er nemlig flere ting, I allerede nu kan øve derhjemme:
At kunne klare ærterne selv
Når dit barn starter i skole, vil det opleve, at der er langt færre voksne end det er vant til. Derfor er det vigtigt at dit barn er så selvhjulpen som muligt. Så er der nemlig langt mere tid til det sjove.
Frikvarteret er ex. ofte ikke så langt, så hvis det er svært at tage sko på og lukke jakken, så kan der nemt gå lang tid inden læreren får arbejdet sig gennem rækken af børn, der har brug for hjælp.
Så sørg for, at dit barn selv kan klare toiletbesøg, lyne jakker, tage sko på og lukke dem, gå i bad og tage tøj på efter idræt. Gør det til en vane, at dit barn selv lægger madpakke og drikkedunk i tasken, når det starter i skole, så kan det nemlig også meget bedre finde det.
Vi kan som forældre, i kærlighedens navn eller fordi det bare engang imellem er lidt hurtigere, komme til at gøre tingene for vores børn. Så brug tiden frem til skolestart på at øve dit barn i at klare ærterne selv.
At komme ud af døren om morgenen
I mange børnehaver kan man aflevere frem til kl. 9.30. Måske du ovenikøbet også har arbejdet hjemmefra og derfor har kunne tage den lidt med ro om morgenen?
Men skolen er en ny verden med en strammere tidsplan. Børnene skal sidde klar på stolen, når undervisningen starter kl. 8.00.
Derfor bliver det vigtigt, at øve at komme godt ud af døren om morgenen, så dit barn kommer til tiden. Men børn har en anden fornemmelse for tid og er ofte langsomme om morgenen og lette at distrahere. Jo mere vi stresser og presser på som forældre, desto langsommere bliver børnene og ofte ender det med at gå i hårknude. Så hjælp både dig selv og dit barn ved at have nogle gode morgenrutiner.
Stå op i god tid. Læg tøjet frem og pak tasken aftenen inden. Du kan evt. gøre morgenen visuel for dit barn. Hæng små billeder op med tegninger af at tage tøj på, rede hår, spise morgenmad, børste tænder, tage sko og jakke på, så dit barn selv kan følge med.
Husk at den gode start på dagen starter allerede aftenen inden. Børn på 5-6 år skal have 11 timers søvn hver nat. En god start på morgenen er afgørende for den gode skoledag.
Ikke at give op
”Det er keeeeedeligt… ” ”jeg gider ikke mere…”
Sådan lyder det fra mange børn, når der skal laves opgaver i skolen. Træn dit barn i at være vedholden – ikke at give op!
Det at være vedholden, er en fantastisk evne at have både som barn og som voksen. Det er nemlig vores vedholdenhed, der gør at vi rejser os op, når vi møder modstand og bliver ved med at kæmpe.
Du kan træne hjemme ved at give dit barn opgaver som kræver lidt mere af dem. Ex. at hjælpe med pligter, spille et længere spil eller færdiggøre en detaljeret tegning. Tal med dit barn om ikke at give op og ros dem, når de kæmper videre. Det er altså ikke resultatet, der er det vigtige men det, at de bliver ved, også når det bliver kedeligt eller hårdt.
At kunne vælge andre fremfor mig
”Øv hvorfor bliver jeg aldrig valgt?”
Det kan være rigtig svært, når man kun er 6 år og bare så gerne vil vælges. Ikke desto mindre vil dit barn mange gange komme til at opleve ikke at blive valgt. Enten som den, der får ordet, den der må gå forrest på række eller den, der skal være fanger til idræt.
Det kan være svært! Nogle gange så svært, at jeg ofte oplever børn, der går grædende ud af klassen, hvis ikke de bliver valgt. Så øv allerede nu ved ikke altid, at vælge dit barn først og lær dit barn at vente på tur ex. ved at spille spil.