Danske børn får op til fire gange mere slik og søde sager, end Fødevarestyrelsen anbefaler. Et pilotprojekt i Hvidovre har hjulpet knap 100 børnefamilier til at skære ned for de søde sager og søde drikke og erstatte med andre lækkerier. Nu vil Fødevarestyrelsen med støtte fra Nordea-fonden udbrede projektet “Er du for sød?”til flere kommuner.
Af Bonnie Jensen
“Annonce”
I Danmark er vi gode til at hygge. Men når vi skal hygge os, hænger det ofte sammen med, at vi skal have lidt lækkert at spise, imens vi hygger. Faktisk er Danmark det land i verden, hvor vi køber mest slik. Tal fra DTU Fødevareinstituttet viser, at vores køb af slik og søde sager omregnet til kalorier svarer til, at hver dansker får ca. 20 % af det daglige energiindtag dækket af søde sager – mod de anbefalede
maks. 5 %
Nu skal denne information ikke forstås som en løftet pegefinger – dem får vi forældre så rigeligt af i forvejen – men det er da værd at tænke over. Vi ønsker alle det bedste for vores børn, og et lille stykke chokolade har jo heller aldrig skadet nogen, men vi skal måske bare blive bedre til at skrue lidt ned for, hvor mange stykker chokolade, vi serverer og på mængden af slik i skålen om fredagen.
Slik og sukker er ikke forbudt
– Det søde er ikke forbudt. Problemet er, at det fylder så stor en del af børnenes kost, at det tager pladsen fra mad med vigtige næringsstoffer, som børnene har brug for – og får man søde vaner, hænger de ofte ved. Derfor handler det om som forældre at starte med de lavthængende frugter. Kan man erstatte eftermiddagskiksen og mælkesnitten i madpakken med skåret frugt, bær, nødder eller knækbrød? Kan halvdelen af fredagsslikket skæres fra, uden, at det går ud over hyggen? Og kan vi servere lidt mindre safte- og sodavand?
Vi behøver ikke undvære det søde, men skære ned dér, hvor det er nemmest, siger enhedschef i Fødevarestyrelsen Anne Pøhl Enevoldsen.
Lækkerier i madpakken og til ulvetimen
Vi er mange forældre, der gerne vil forkæle vores søde børn med lidt lækkerier i madpakken. Ligesom vi har stået midt i ulvetimen med sultne børn, der slet ikke kan vente på, at maden er klar og derfor plager om lidt søde sager. Der er sikkert også mange af os voksne, der selv kender trangen til ”lidt lækkert” sidst på eftermiddagen. Samtidigt ved vi også godt, at der er flere gode grunde til at snuppe et stykke frugt, en håndfuld nødder eller lidt gnavegrønt.
Men når sulten og trangen melder sig i en travl hverdag, er det som regel meget nemmere lige at snuppe noget, der ikke kræver forberedel se, noget der bare skal pakkes ud af emballagen. Men i bund og grund handler det om at få indarbejdet nogle bedre vaner. Det kan f.eks. være en god idé at lade dit barn vælge, hvad barnet helst vil have med i madpakken af snacks blandt fuldkornsbrød, frugt, grøntsager og nødder. Og i forhold til mellemmåltidssnacks, kan det give god mening at skrælle et par gulerødder eller skære et par æbler, pærer eller lidt melon ud og have klar i en boks i tasken eller i køleskabet, så man nemt og hurtigt kan få en lækker snack.
Er du for sød?
Mange undersøgelser peger på, at kostvaner ofte føres videre fra barndom til voksenlivet. Det gælder både de sunde og de usunde kostvaner. Derfor har DTU Fødevareinstituttet sammen med Hvidovre Kommune kørt pilotprojektet “Er du for sød?”. Projektet kørte over en tre-årig periode, hvor der blev udarbejdet og afprøvet værktøjer, som sundhedsplejen brugte til at tale om søde vaner med familier med børn i 0. klasse. Målet med projektet var at hjælpe danske børnefamilier med at skrue ned for de søde sager og søde drikke og skabe en sundere hyggekultur i Danmark.
Projektet er støttet af Nordea-fonden. Pilotprojektet blev gennemført med stor succes i Hvidovre Kommune, og næste skridt er nu at lære af erfaringerne, videreudvikle bl.a. projektets materialer og aktiviteter, og udbrede det til resten af landet – i foreløbigt 10 udvalgte kommuner hen over de næste fire år.
Pilotprojektet i Hvidovre kommune har budt på mange gode erfaringer og tips fra de familier, der har været med.
På Fødevarestyrelsens hjemmeside ligger en masse gode materialer fra projektet, som alle vi med børn kan få god gavn af. Her kan vi få gode ideer til, hvordan vi kommer i gang med at gøre vores families hverdag lidt mindre sød. Materialerne kan frit downloades ved at bruge søgefeltet og søge efter: Er du for sød.
Den nemme løsning kan være fyldt med sukker
Når lækkersulten melder sig, skal det være nemt at finde noget lækkert i skuffen eller i køleskabet, der kan snackes med det samme. Her er et par ideer til nemme snacks, der kan forberedes dagen før:
- “Fortynd” det søde. Stil f.eks. skåle med nødder og grønt sammen med en mindre slikskål end I plejer at have, når der skal hygges.
- Sæt bær eller vindruer et par timer i fryseren og spis dem som “bolcher” i stedet for vingummi.
- Prøv at skære frugt ud om eftermiddagen. For mange børn (og voksne) er det sjovere at spise æble- eller pærebåde, end at bide af et helt stykke frugt.
- Nødder, f.eks. hasselnødder, jordnødder, mandler eller græskarkerner er lækre knasende snacks.
- Lav sunde og hjemmelavede snacks, som knækbrød eller smoothies – og lav dem sammen, det er også hyggeligt.
- Snit og klargør grøntsager, f.eks. gulerødder, agurker eller rød peber i stave, så de er nemme at spise.
- Drik vand i stedet for sodavand eller saftevand, og gør det lidt sjovere med isterninger lavet af farverige frugtstykker.