Børn udvikler sig med lynets hast. Det kan gå så stærkt, at vi forældre ofte bliver overraskede over, at barnet kan noget nyt nærmest fra den ene dag til den anden.
Af Bonnie Jensen
Når man taler om små børns udvikling, hører man ofte om de såkaldte tigerspring. Tigerspring betyder, at børn udvikler sig på mange områder på én gang. Man kan sige, at de springer i deres forståelse af sig selv og deres omverden. Man taler også om, at børn udvikler sig i ryk. Som forælder kan man blive overrasket over, at barnet næsten fra den ene dag til den anden kan noget helt nyt. Det kan være udfordrende, når et barn tager et tigerspring i sin udvikling. Barnet kan virke utilpas og uroligt, have svært ved at sove og græder mere, end det plejer. For eksempel, gennemgår barnet en udvikling ved femugers alderen, hvor sanserne modnes. I løbet af dette tigerspring går barnet fra at opleve verden i sort/hvid til at opleve den i farver.
Skal man lade sit barn græde ved sengetid?
Barnet kan ved sit nyeste udviklingstrin og tigerspring opleve verden som utryg, skræmmende og forvirrende. Det kan derfor have brug for tryghed fra dig. Det viser barnet ved at sende klare signaler om, at nu har det altså brug for at blive båret. Det kan føles, som om barnet klistrer til én, og at man ikke kan tilfredsstille barnets behov nok til, at det finder ro til at blive lagt for sig selv. Det er naturligt, at barnet har behov for at være tæt på og mærke nærhed, imens det langsomt finder tryghed i den nye verden, der har åbnet sig for det. Et trygt barn vil udforske verden, for dernæst at vende tilbage til mor eller far og mærke, om mor/far nu også synes, at alt er okay, at verden er et sikkert sted. Jo ældre barnet bliver, jo længere tid og afstand vil det lægge til sine forældre, for dernæst at vende hjem til sin trygge base.
Når børn begynder i institution
De fleste børn starter i vuggestue eller dagpleje, når de er omkring et år gamle. Samtidig skal den barslende forælder som regel tilbage på arbejde. Det er en stor omvæltning for dit barn at skulle forlade hjemmets trygge rammer med mor eller far som den primære omsorgsgiver. Derfor kan barnet i den periode have behov for ekstra nærhed, når I kommer hjem. Det kan man mærke ved, at barnet gerne vil være helt tæt på dig. Det vil sidde på armen, med på toilettet og have sine klodser med ud i køkkenet, når du laver mad.
Du kan lære dit barn at håndtere frustration
Det kan også være en stor omvæltning som forælder, at skulle aflevere og undvære sit barn. Uanset hvor søde og omsorgsfulde pædagoger, man afleverer til. Når barnet er faldet til og har vænnet sig til at være i institution, vil man typisk opleve, at barnet igen tager et stort spring i sin udvikling. Det kan føles som et stik i hjertet, at barnet udvikler sig så hurtigt. Som forælder kan man have svært ved mentalt at følge med.
Gode råd til forældre med 2 – 3-årige
- Det er normalt og nødvendigt for udviklingen, at barnet bliver frustreret og trodsigt.
- Det er også normalt, at man som forælder nogle gange føler sig mislykket og ikke ved, hvordan man skal være over for sit barn, eller at man får dårlig samvittighed, bliver vred eller inkonsekvent.
- Det er ikke farligt at blive vred og vise det. Det hæmmer ikke barnet. Barnet behøver modstand for at kunne udvikle sig. Vi kan ikke og behøver ikke at være konsekvente i den her periode.
- Det kan være skønt at tale med andre forældre, bedsteforældre eller pædagoger og lærere, som også kender barnet godt.
Fristende at hjælpe barnet
Fra omkring etårs-alderen begynder børn at finde ud af, at de selv kan spise og måske også tage tøj på. Det er også her, de gerne vil hjælpe mor og far med alt muligt og umuligt. For eksempel med at gøre rent, slå græs og lave mad. De tager med andre ord et spring ind i selvstændighed. De vil selv. Men de kan ikke altid selv, og det oplever børn som voldsomt frustrerende.
Samtidig har barnet behov for tryghed, faste rammer, struktur, opmuntring og støtte for at udvikle sine færdigheder. Man kan som forælder blive meget fristet til for eksempel at fortsætte med at give barnet tøj på, selvom det selv vil og måske kan, fordi man derved måske kan spare 20 minutter på en travl morgen – bare på den opgave. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at barnet øver sig i at blive selvstændig. Og øvelse gør mester.
Dit barn øver sig hele tiden i en hel masse færdigheder. Det har derfor behov for, at du opmuntrer og anerkender indsatsen. Også selv om det er meget hurtigere selv at kaste barnet i flyverdragten.
Tilknytning har stor betydning for dit barns udvikling
- Vi er biologisk kodet til at knytte os til dem, der giver os omsorg. Børn er afhængige af, at deres nærmeste voksne kan stimulere, rumme og berolige dem, for at udvikle sig optimalt.
- Tilknytningen danner fundamentet for, hvordan børn oplever og fortolker sig selv og omverdenen. Det er altså her, at barnet lærer at skabe og vedligeholde en følelsesmæssig relation til et andet menneske.
Jeg vil selv!
Den efterfølgende periode, når barnet er 2-3 år, kalder mange for ‘trodsalderen’, men det handler snarere om selvstændighed. Dit barn oplever nu sig selv som et selvstændigt væsen, der har sine egne følelser og tanker. Og de fleste børn holder sig ikke tilbage med at give udtryk for deres følelse af selvstændighed.
Den gode nok forælder
Man kan som forælder føle, at man hele tiden skælder ud og skal sætte grænser. Man har måske også mange konflikter med sit barn i løbet af en dag. For eksempel når man skal ud ad døren om morgenen og ikke har tid til at vente på, at Noah eller Inga selv tager flyverdragt og sko på. Og man kan lige vove på at spørge, om man skal hjælpe: “Jeg vil selv!”
Barnet forholder sig meget konkret til et ‘nej’
Det er en nødvendig del af barnets udvikling, at det adskiller sig fra sin mor, far eller andre nære voksne. Samtidig er barnets hjerne ikke så udviklet, at det kan generalisere ud fra irettesættelserne. Så når mor siger ‘nej’ til at spise jord fra haven, kan barnet ikke regne ud, at det også betyder ‘nej’ til at spise jord ude på vejen.
Man kan som forælder godt blive træt af at gentage sig selv, og et ofte hørt svar er: “Hvor mange gange skal jeg sige det”, og det kan barnet jo ikke svare på. Samtidig kan dit barn virke meget egoistisk, for det for eksempel ikke vil dele sit legetøj med kusinen. Og det er også egoistisk. Barnet udvikler først i fire til seksårs-alderen en forståelse af, at andre mennesker føler og tænker noget andet end det selv, så barnet er kun optaget af sine egne tanker, følelser og behov.
