Når vi taler med kollegaerne eller naboen, kan de fleste uden besvær tale pænt til hinanden. Men når vi sætter nøglen i døren derhjemme… så sker der pludselig noget med tonen.
Af Cirkeline Volder, Parterapeut, sexolog og psykoterapeut MPF hos The Praxis
Rigtig mange par slider med kommunikationen i parforholdet. De snerrer og vrisser af hinanden, de bliver frustrerede og endda sker det, at de råber ad hinanden i afmagt. Endnu værre er det, når de helt holder op med at tale sammen, eller kun kan tale om praktiske hverdagsting.
Set udefra kan det naturligvis virke besynderligt, at den, vi elsker, ofte er den, vi taler grimmest til. Men der er ikke noget mærkeligt i, at det kan være svært med kommunikationen i parforholdet. I parforholdet er der et ocean af følelser, der både sættes i gang – og kommer i klemme. Og en masse gamle erfaringer fra fortiden forstyrrer øjeblikket. Mange bliver ofte trigget lige dér, hvor det gør allermest ondt, og vi kommer til at blande dine og mine følelser sammen, og hvem, der har ansvaret for hvis følelser. Det bliver én stor følelsesmæssig pærevælling, der alt for ofte ikke er til at finde hoved eller hale i for parterne.
Hvis vi talte til kollegaerne eller naboen på samme måde, som mange par taler til hinanden derhjemme, ville der være kontant afregning ved kasse ét. Men med vores partner har vi en tendens til at tro, at vi har ret til at tale, som vi lyster, og ydermere har krav på, at den anden lytter efter, og endda også oveni er forstående og imødekommende.
Parterne bliver ofte grænseløse og begynder at behandle hinanden som en forlængelse af sig selv. “Hvis jeg er vred, er det din skyld og dit ansvar.”
Vi kommunikerer ofte ureflekteret
Når vi kommunikerer uhensigtsmæssigt med hinanden i parforholdet, sker det bare. Ofte oplever parterne, at de ikke kan styre det. De er fanget i frustration og afmagt. Tanken om at den anden også er et ligeværdigt og selvstændigt menneske, der også har følelser og bliver såret, er meget fjern, i øjeblikket. Parterne er hver især alt for optagede af deres egne sårede følelser, og anser ikke deres partners følelser for væsentlige. Det går naturligvis ud over relationen.
Nysgerrigheden på hinanden forsvinder, og de begynder at have antagelser om den anden. De overbeviser hinanden om, hvis opfattelse, oplevelse eller følelser, der er mest virkelige, og giver ikke i samme grad plads til, at den anden også har sin egen opfattelse, oplevelse og følelser. Desværre bilder vi os ind, at vi er mere komplekse end den anden.
“Hvis jeg bliver såret, er det din skyld, men hvis du bliver såret, kan du bare tage dig sammen, eller du er selv ude om det.” Ofte ender samtalerne med kritik, forsvar, bebrejdelser og forklaringer – og ingen af parterne lytter efter. De føler sig begge misforstået og efterladt
ensomme i et tomrum, som de ikke kan se nogen vej ud af. Afstanden mellem dem bliver større og større.
Hvordan kan vi kommunikere bedre?
Den vigtigste ingrediens i en dialog er, at der skal være lige stor motivation til at lytte, som der er til at tale. Desuden er vi nødt til at forholde os til hinanden. Det er kimen i et forhold, at vi kan forholde os til os selv med den anden, og ikke kun til, hvad vi selv er optagede af. Det kræver naturligvis, at I går mere reflekterede ind i dialogen, og at I er opmærksomme på både jer selv OG den anden. Hvad er agendaen med samtalen, og er det en agenda, I sammen har aftalt? Vil du have, at din partner skal høre hvordan du har det, eller er du virkelig interesseret i at høre, hvordan vedkommende har det?
Nysgerrigheden på hinanden kan ikke vokse, så længe I gør jer antagelser om hinanden, eller tænker, at I kender hinandens motiver, uden at have spurgt. Når der er antagelser imellem jer, holder I fast i, at I allerede kender jeres partner bedre end vedkommende kender sig selv. Her bliver I hverken klogere på hinanden eller jer selv, men sidder fast i et gammelt mønster.
Der er altid to oplevelser
Hvis du selv oplever, at det er ensomt i dit forhold, og du føler dig misforstået og kritiseret, er der meget stor sandsynlighed for, at din partner oplever det samme. Også selvom det ikke umiddelbart giver mening.
