Når du bliver kæreste med nogens far eller mor, får du på en eller anden måde automatisk tildelt en rolle. Det er sådan set fint nok. Bortset fra…
At mange andre mennesker, der ikke lever sammen med dig eller din familie, har en klar mening om og forventning til den rolle, som de synes, du bør udfylde.
Det kan i sig selv være tough nok at lægge øre til. Råd, der helt sikkert er velmenende, kan hurtigt føles belærende og endda nedgørende, fordi den anden ikke har prøvet at stå i dine sko. Det er altså ikke fordi, at os der lever i den sammenbragte familie ikke selv har store og ofte urealistiske forventninger til, hvad vi skal kunne håndtere med et overskudssmil på læben. Vi er godt klar over, at der kan være mange børn, der kommer i klemme.
Det jeg synes, der er vigtigt at huske på, det er:
Først og fremmest så er det lige præcis en rolle, og ikke hele dig. Det kan være rart og nødvendigt at huske på, når stormen suser om ørene på dig.
Der er rigtige mange faktorer, der afgør, om du kommer til at finde dig tilpas i den rolle. Og de er langtfra inden for din kontrol alle sammen.
Hvor godt du føler dig tilpas i den sammenbragte familiekonstellation afhænger også af, hvordan relationen er mellem din partner og den anden forælder, hvordan din partner er forælder og hvordan din partner er kæreste, når børnene er hos jer.
Når og hvis du ønsker en ændring, så anbefaler jeg altid, at du starter med de ting, der rent faktisk er inden for din kontrol – eller kan komme det. Et eksempel herpå er dine tanker. De kan stikke af i alle mulige retninger, men du kan vælge at “kalde dem hjem igen”, så de arbejder med dig og ikke mod dig.
Lad mig give dig et eksempel:
Når vi bruger en af følgende betegnelser om en kvinde, der lever i en sammenbragt familie, fører det automatisk også nogle tanker med sig om rollen:
- Stedmor
- Bonusmor
- Papmor
- Fars kæreste
- Ekstramor
Personligt kan jeg eksempelvis ikke rigtig identificere mig med begrebet stedmor, fordi det ofte i eventyrerne er den onde stedmor, der er skyld i ulykkerne. Vi kan kalde det afstandstagende tanker om rollen.
Jeg ser heller ikke mig selv som en bonusmor. Tanken er smuk, men fra mine mange samtaler med sammenbragte familier, ved jeg, at det langtfra er alle, der ser det som en bonus. Vi kan kalde det undrende tanker om rollen.
Papmor udtrykket forstår jeg faktisk ikke helt, så det kan jeg heller ikke associere mig med. Vi kan kalde det uforstående tanker om rollen.
Fars kæreste lyder for mig lidt mere distanceret og lidt mindre som en del af familien. Vi kan kalde det distancerende tanker om rollen.
Ekstramor er det, der klinger bedst for mig og det er selvfølgelig også derfor, jeg bruger det udtryk. Jeg kan godt lide det neutrale udtryk. Det er en slags ekstra mor, lige som det er ekstra børn. Ekstra arbejde, ekstra følelser. Bare det lidt ekstra. Vi kan kalde det identificerende tanker om rollen.
Min pointe er, at vi alle gør os nogle tanker om den rolle, som vi selv (og andre) spiller i den sammenbragte familie.
Kærlig hilsen
Janne
Ekstramor.dk
Familierådgiver for sammenbragte familier ♥
Forfatter til Førstehjælp til ekstramødre
M: janne@ekstramor.dk
W: Ekstramor.dk
Læs Janne´s tidligere blogindlæg her: De vigtige forskelle på sammenbragte familier og kernefamilier
