Børn udvikler sig gennem leg…

Børn skal lege fordi det er sjovt, men også fordi det blandt andet er gennem leg børn udvikler sig både motorisk og socialt.

Af Henriette Rosenthal Muld

For børn kommer legen som en naturlig del af deres liv, og legene ændres i takt med barnets alder. Det er når børn leger sammen, de opdager værdien af at indgå i fælleskaber og at blive rummelige i forhold til hinanden. Lige så vigtigt er det, at vi viser vores børn at det også er positivt at lege alene, eller simpelthen lave ingenting.

Meningsfuld leg

Både hjemme og i daginstitutionerne stimuleres børn til meningsfuld leg, men det er også vigtigt, at husker på at børn også har umanerligt godt af at slappe af. Det er fordi det er sundt for hjernen og psyken, som så får mulighed for at regenerere. Alle de indtryk som barnet er opfyldt af, sættes på plads og på den måde bliver barnet klar til at modtage nye indtryk uden at, så at sige, ”koge over” og blive stresset.

Leg, og brug hele kroppen…

Mange, også mindre, børn bruger meget tid på spille eller lade sig underholde på en Ipad.

Fordi hjernen indeholder billioner af små nerveceller (neuroner), der har forbindelse med hele kroppen er det vigtigt at stimulere barnets udvikling ved at bruge hele kroppen i leg, og det er jo ikke muligt, hvis barnet sidder med næsen i en Ipad dagen lang.

Det forholder sig sådan, at den venstre hjernehalvdel, styrer den højre side af kroppen, og den højre hjernehalvdel styrer den venstre side af kroppen, og derfor er det vigtigt, at vores børn leger fysisk og får stimuleret begge hjernehalvdele.

Gode idéer til leg der styrker finmotorikken

Børn bruger deres hænder til at komme i kontakt med verden, til at udforske den og lære af den. Håndens udvikling er essentiel i udviklingen af forfinede grebsmønstre, som dem, der er behov for ved håndskrift. Den forfinede håndudvikling finder sted, når barnet er mellem 3 og 6 år. Derfor er det vigtigt, at børn i denne aldersgruppe har en masse muligheder for at udforske forskellige materialer og legetøj, som fremmer udviklingen af håndmuskler.

Nogle børn har også brug for at træne samarbejdet mellem hænderne da et godt samarbejde mellem hænderne er forudsætning for mange af hverdagens aktiviteter.

Ved at lave aktiviteter på gulvet eller på en vertikal flade som f.eks. tegne eller male trænes også skulderstabiliteten som er en vigtig forudsætning for at kunne udføre mere præcise finmotoriske bevægelser.

Lege, som træner finmotorik:

  • Modellervoks, trylledej, alm. bagning: lav f.eks. små bolde og få barnet til at klemme dem mellem tommel og pegefinger – sørg for at barnet klemmer fingerspidserne mod hinanden! Lav slanger og få barnet til at klemme slangen af i længden. Klip i modellervoksen med en saks.
  • Hjælpe til i køkkenet ved madlavning, bagning, borddækning, opvask mv.
  • Finde bestemte ting gemt i en pose
  • Fingermaling
  • Byggeleg med små og store klodser.
  • Leg med handskedukker
  • Male/tegne med store bevægelser (pensler, tykke farveblyanter, fingermaling) Brug tavle, staffeli eller stort papir/pap på gulvet, på fliser, sand eller jord.
  • Finde ting gemt i sand, vand, bønner, kastanjer, blade, sten, perler o.lign.
  • Leg med saks: klip konvolutter, modellervoks, papir osv.
  • Lege med tøjklemmer
  • Leg med en pincet og brug den til at samle genstande op og placere dem i beholdere. Vær opmærksom på at barnet holdet tangen mellem tommel og de to første fingre for at opmuntre til håndens separation.
  • Leg med pipetter: fyld beholdere med vand eller farv papirs servietter med farvet vand.
  • Put perler eller pasta/nudler på snor
  • Leg med rigtige bolte og skruer
  • Leg med snurretoppe, marmorkugler

Lege, som træner samarbejde mellem hænderne:

  • Trække perler på snor. Evt. brug kraftig snor og dyp enden i lim (i stedet for nål). Evt. brug piberenser i stedet for nål
  • Rytmik, klappe, rytmepinde, tromme, tamburin, grydelåg, triangel
  • Sanglege, f.eks. Lille Peter Edderkop, Klappe, klappe kage, Save, save brænde
  • Selv tage tøj af og på
  • Bokse på boksebold (evt. sæk fyldt med tøj, hængt op i en gren)
  • Skubbe, trække, køre på rullebræt
  • Trylledej eller modellervoks, f.eks rulle kugler til hoveder eller lignende
  • Bage. rulle pebernødder i hænderne, ælte boller, bruge kagerulle.
  • Konfekt, havregrynskugler.
  • Rive papir i stykker. Feks. avispapir til papmache, silkepapir: rulle små kugler heraf og klistre dem på papir.
  • Lege med stor bold, støde til stor bold, gribe, kaste, holde.
  • Lukke/ skrue låg af store dåser- gemme ting heri.
  • Med begge hænder finde ting, der er gemt i en kasse, f.eks. med flamingokugler, sand, frø eller lignende. Finde kartofler gemt mellem kartoffelskrællerne.
  • Snorelege
  • Slå til ballon, med begge arme.
  • Tegne, holde på papiret.
  • Skubbe til dukkevogn, trillebør, papkasser
  • Tovtrækning
  • Hente store ting hvor du bruger begge arme og samle det op fra gulvet

 

Kilde: Træningscentret for børn og unge