Nogle børn bliver mobbet så meget og så systematisk, at livet bliver utroligt svært for dem, for nogle nærmest ubærligt. Det er slemt. Men det er faktisk også en grim opdagelse, hvis man finder ud af, at ens barn er blandt mobberne, der gør livet uudholdeligt for et andet barn.
Af Henriette Rosenthal Muld
Man skal nok have været i begge situationer for reelt, at kunne vurdere hvilken situation der er værst, for følelsen af magtesløshed og angsten for ikke at have udfyldt sin rolle som forælder godt nok, vil formentligt fylde meget i begge situationer. Mobning kan være svær at få øje på og gennemskue, for ofte er de børn der mobber utroligt gode til at gøre det i det skjulte. Nogle gange er mobning også ”pakket pænt ind”, så når den voksne anfægter det, vil svaret ofte være: jeg gør jo ingenting og siger ikke noget. Man må bare ikke glemme, at hvis et barn systematisk bliver ignoreret af de andre børn, er det også mobning, for det er ikke rart for barnet at blive usynliggjort i fællesskabet.
Hvad er mobning?
Dansk Center For Undervisningsmiljø har sammenfattet en konklusion, og beskriver mobning sådan her: mobning er en form for vold, hvor de “stærke” bruger deres magt overfor én som er svagere, én som står alene. Mobning handler om at såre og om at skubbe den der mobbes ud af gruppen/klassen. Ofte er der flere om at mobbe, og mobning er noget, der sker jævnligt og over en længere periode.
Børns Vilkår peger på de voksne som hovedansvarlige for at alle børn trives i skolen.
De voksne skal hele tiden arbejde med klassens trivsel og reagere, hvis de ser eller hører, at der foregår mobning.
Hvis mobning alligevel forekommer i skolen, er det et tegn på et dårligt psykisk undervisningsmiljø. Det psykiske undervisningsmiljø handler nemlig i høj grad om sociale relationer, normer og gruppedynamik. Når disse forhold er usunde, får mobning gode vækstbetingelser.
Tag barnet alvorligt
Børn har forskellige grænser for, hvornår de kan føle sig krænket og forfulgt, og det er vigtigt at være opmærksom på uden hverken at overdramatisere eller bagatellisere. Selv om der eksisterer definitioner på mobning, skal de aldrig bremse for, at man som voksen anerkender et barns oplevelse og følelser.
Stop mobning
Børns Vilkår har udarbejdet er sæt gode råd, fordi mobning skal tages alvorligt og stoppes i et samarbejde mellem børn, skole og forældre.
Som forælder kan du:
- Lytte til dit barns historie og anerkende problemet
- Rose barnet for at fortælle om mobningen
- Trøste dit barn og lægge vægt på, at det ikke er barnets egen skyld, at det bliver mobbet
- Tage kontakt til skolen og de andre forældre i klassen, for at finde ud af hvordan mobningen stoppes
- Indgå i et konstruktivt samarbejde med skolen for at finde ud af, hvordan I sammen kan løse problemet med mobning.
- Insistere på et kontinuerligt fokus på trivsel i dit barns klasse.
Lær børnene:
- At støtte og trøste den eller dem, der bliver mobbet.
- At vise, at mobning ikke tolereres, fx ved at fjerne sig og undlade at grine.
- At sige fra, når der foregår mobning.
- At give plads til forskellighed.
- At det at sige det til en voksen ikke er at sladre, men at hjælpe hele klassen til at få det bedre med hinanden.
Til forældre med børn, der mobber:
Mange forældre bliver forskrækkede, sårede, vrede og får en følelse af nederlag, når deres børn er med til at mobbe eller udstøde andre børn.
- Tag ansvar og vær bevidst om din egen adfærd og omtale af andre
- Forklar tydeligt og bestemt, at det ikke er acceptabelt at mobbe. Derefter er det vigtigt at få en samtale med dit barn om, hvorfor han/hun mobber og hvordan han/hun kan lære at ændre sin adfærd positivt. Hvis der ikke er fokus på adfærdsændring, er det svært for barnet selv at skulle bryde ud af rollen som mobber
- Vis imødekommenhed, omsorg og forståelse for dit eget barn. Det kan være at dit barn selv er bange for at blive mobbet, hvis det ikke deltager i mobningen af andre
- Forsøg at tale med dit barn om det sociale miljø i gruppen. Der er mange måder at opfordre til social medansvarlighed på
Kilde: Dansk Center For Undervisningsmiljø