På Børn & Fritids redaktion har vi ofte drøftet muligheden for at have en brevkasse. Den er nu en realitet og med om bord har vi fået adfærdspsykolog Annemette Staal, der kan svare på alt mellem himmel og jord, hvis du har brug for et godt råd i dit familieliv.
Af Henriette Rosenthal

Er uddannet Cand. Psyk.
og arbejder til daglig som
adfærdspsykolog.
Hvordan opdrager du dit barn? Er der meget ”skæld ud” i luften? Føler du, at du skal sige tingene mellem ti og hundrede gange, før dit barn rykker sig ud af flækken og gør hvad du bad om? Så er du ikke alene. På Børn & Fritids redaktion taler vi ofte om vores egne børn og om de børn, vi alle hver især er i kontakt med i hver vores familie. Vores børn spænder i alderen 14-31 år, og derfor er vi ovre småbørnsproblematikkerne.
Men vores hukommelse fejler ikke noget, og i dag erkender vi, at meget kunne have været gjort anderledes, hvis vi havde anvendt begrebet nudging noget mere. Så havde sætningerne ”Hvis ikke du gør det nu, kan du gå ind på dit værelse” eller ”Hvis du bliver ved, kommer du i seng” nok ikke været brugt helt så flittigt.
Hverdagens udfordringer
Det er hvad Annemette Staal beskæftiger sig med til dagligt. Derfor er hun også den helt perfekte brevkasseredaktør på Børn & Fritid. Hun kan hjælpe vores læsere med at få has på mønstre der driller i familien i hverdagen. Annemette er selv mor til Valdemar på fem år, og bruger selv begrebet nudging i sin dagligdag.
– I nudging designer man konteksten, så man giver adfærden et kærligt skub i en bestemt retning – for eksempel mod et bedre adfærdsmønster. Hvis barnet ikke spiser sin mad på tallerkenen, kan man lægge mad på skeen, for at tilskynde barnet til at spise. Det er det samme man gør, når man leger flyvemaskine med gaflen, og barnet automatisk åbner munden for ”flyvemaskinen”. Ved hjælp af nudging kan man afhjælpe mange konflikter.
Hvis man gerne vil undgå, at barnet bruger for meget tid på en skærm, kan man lægge Ipaden væk, så den ikke er det første øjet møder, når barnet kommer hjem. Hvis man i stedet for lægger for eksempel Lego frem, vil barnet ofte gå i gang med at lege med det og slet ikke tænke på at bede om Ipaden, fortæller Annemette.
”Valdemar elsker broccoli”
Ovenstående er titlen på Annemette Staals nye bog, som netop er landet på boghandlernes hylde. I den kan du læse mere om, hvordan små puf kan skabe store forandringer hos vores børn, i vores parforhold – og i os selv.
Du kan finde vores brevkasse side i fanen oppe i menuen eller klikke videre til vores brevkasse her: www.bornogfritid.dk/brevkassen/