Vidste du det om allergi?

Når man udvikler allergi, sker der en overreaktion i kroppens immun-system over for ellers normalt uskadelige stoffer.

Allergi er en arvelig betinget sygdom, som ofte knytter sig til astma, høfeber og børneeksem. Derfor har et barn langt større risiko for at udvikle allergi, hvis forældre eller søskende har eller har haft allergi eller allergiske sygdomme. Allergisymptomer kan vise sig som høfeber, astma, eksem, nældefeber. Ved fødevareallergi får man kløe i mund og svælg og mavegener. Når man har allergi, er det vigtigt at undgå at blive udsat for de ting, man ikke kan tåle.

Fødevareallergi

Det er typisk helt almindelige fødevarer, der giver anledning til allergiske reaktioner, fx mælk, æg, rejer, jordnødder eller frugter og grøntsager. Det er især småbørn, som er overfølsomme over for fødevarer. Man regner med, at ca. 5-7 % alle børn udvikler fødevareoverfølsomhed, men mange vokser fra det. Børn med fødevareallergi har en øget risiko for at få luftvejsallergi. Omkring halvdelen af børnene bliver således allergiske over for f.eks. pollen, husstøvmider eller kæledyr. Blandt voksne har cirka 1-2 % fødevareallergi. Derudover reagerer omkring 5 % af alle voksne på frugter og grøntsager i forbindelse med pollenallergi – såkaldte krydsreaktioner.

Kontaktallergi

Mindst 10 % af den danske befolkning lider af kontaktallergi over for et eller flere kemiske stoffer. Kontaktallergi forårsages af små kemiske stoffer, som trænger gennem huden og påvirker immun-systemet, så der opstår allergi. Det allergifremkaldende kan for eksempel være metaller, konserveringsmidler, parfumestoffer, farvestoffer og andre stoffer, som forekommer i forbrugerprodukter som kosmetik, smykker og rengøringsmidler, men allergien kan også fremkaldes af “naturlige” stoffer som f.eks. æteriske olier og planter.

Priktest

Priktest hos lægen

Hvis din læge mener, at du kan være allergisk, kan en priktest hjælpe med at finde ud af, hvad du er allergisk overfor. En priktest foregår ved, at du får sat et stykke tape med en række tal på underarmen. Ud for hvert tal sættes en dråbe med udtræk af forskellige allergifremkaldende stoffer. Af og til bruger man også friske madvarer til undersøgelsen. Når alle dråberne er sat, prikkes et lille hul i huden gennem dråberne. Efter ca. 10 minutter aflæser man reaktionen. Hvis du reagerer, kommer der en lille hævelse, som klør.

Høfeber

Astma-Allergi Danmark anslår, at der findes ca. en million danskere der er ramt af høfeber. I foråret er pollen fra elm og birk de store syndere, om sommeren er det ofte græs og bynke. Pollen er de små partikler fra træer og planter, der som små fnug blæser i vinden. Mængden varierer fra år til år og dag til dag. Også vejret spiller en afgørende rolle, for der er forskel på mængden af pollen i luften afhængigt af, om det er en tør solskinsdag eller om regnen siler ned. Høfeber starter som regel i barndommen, og mange vokser fra det i 30-40 års alderen. Andre har ”glæde” af høfeber hele livet. Derfor kan det godt betale sig at besøge lægen og få udredt præcist hvad man er overfølsom overfor, så behandlingen kan blive så målrettet som muligt.

Tre gode råd til dig der lider af Høfeber:

Hvis du er én af dem, der snøfter og får røde øjne, når el, hassel eller birketræer springer ud, er der her tre råd fra Astma-Allergi Danmark, du kan følge.

• Skyl håret inden sengetid.

• Undgå. så vidt det er muligt, udendørsaktiviteter.

• Brug solbriller, når du cykler.

Smart app holder dig opdateret om dagens pollental

Med app´en Dagens Pollental, som er udviklet af Astma-Allergi Danmark, er du altid opdateret med de seneste pollental. Dagens pollental udgives normalt mellem kl. 14-16 i sæsonen. Du kan derfor bruge pollenvarslingen i app’en til at forberede dig på den kommende dag. Dagens Pollental findes både i gratis version til din telefon, og en pro-version som har flere features.

Kilder: Videncenter for Allergi, Astma-Allergi Danmark, Sundhedsstyrelsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *