Vidste du det om allergi?

Når man udvikler allergi, sker der en overreaktion i kroppens immunsystem over for ellers normalt uskadelige stoffer.

Af Henriette Rosenthal Muld

Allergi er en arvelig betinget sygdom, som ofte knytter sig til astma, høfeber og børneeksem. Derfor har et barn langt større risiko for at udvikle allergi, hvis forældre eller søskende har eller har haft allergi eller allergiske sygdomme.
Allergisymptomer kan vise sig som høfeber, astma, eksem, nældefeber. Ved fødevareallergi får man kløe i mund og svælg og mavegener. Når man har allergi, er det vigtigt at undgå at blive udsat for de ting, man ikke kan tåle.

Fødevareallergi
Det er typisk helt almindelige fødevarer, der giver anledning til allergiske reaktioner, fx mælk, æg, rejer, jordnødder eller frugter og grøntsager.
Det er især småbørn, som er overfølsomme over for fødevarer. Man regner med, at ca. 5-7 % alle børn udvikler fødevareoverfølsomhed, men mange vokser fra det.
Børn med fødevareallergi har en øget risiko for at få luftvejsallergi. Omkring halvdelen af børnene bliver således allergiske over for f.eks. pollen, husstøvmider eller kæledyr.
Blandt voksne har cirka 1-2 % fødevareallergi. Derudover reagerer omkring 5 % af alle voksne på frugter og grøntsager i forbindelse med pollenallergi – såkaldte krydsreaktioner.

Høfeber
Astma-Allergi Danmark anslår, at der findes ca. en million danskere der er ramt af høfeber. I foråret er pollen fra elm og birk de store syndere, om sommeren er det ofte græs og bynke. Pollen er de små partikler fra træer og planter, der som små fnug blæser i vinden. Mængden varierer fra år til år og dag til dag. Også vejret spiller en afgørende rolle, for der er forskel på mængden af pollen i luften afhængigt af, om det er en tør solskinsdag eller om regnen siler ned.
Høfeber starter som regel i barndommen, og mange vokser fra det i 30-40 års alderen. Andre har ”glæde” af høfeber hele livet. Derfor kan det godt betale sig at besøge lægen og få udredt præcist hvad man er overfølsom overfor, så behandlingen kan blive så målrettet som muligt.

Tre gode råd til dig der lider af Høfeber:
Hvis du er én af dem, der snøfter og får røde øjne, når el, hassel eller birketræer springer ud, er der her tre råd fra Astma-Allergi Danmark, du kan følge.
•Skyl håret inden sengetid.
•Undgå udendørsaktiviteter.
•Brug solbriller, når du cykler.

Smart app holder dig opdateret om dagens pollental
Med app´en Dagens Pollental til smartphone er du altid opdateret med det seneste pollental. Dagens pollental udgives normalt mellem kl. 14-16 i sæsonen. Du kan derfor bruge pollenvarslingen i app’en til at forberede dig på den kommende dag.
Dagens Pollental findes både i gratis version til din telefon, og en pro-version som har flere features.

Kilder: Videncenter for Allergi, Astma-Allergi Danmark, Dr.dk, Sundhedsstyrelsen