Teenageårene og selvstændighed.

Min mand siger jeg skal klippe navlestrengen helt, men jeg tør ikke rigtig give helt slip på min datter, hun er teenager og hun reagerer som de fleste på 14 år. Hun kan selv, hun vil selv og hun er ikke så god til regler mere. Jeg vil gerne holde lidt fast i hende, hvilket kommer til en del konflikter, min mand mener jeg skal give slip, at hun selv søger hjem, hvis hun brænder fingrene.
Hvordan passer jeg bedst på hende?


Kære mor

Livet med børn rummer nogle svære overgange for os forældre – fx overgangen fra barsel til institutionsliv, overgangen fra barndom til teenageår og overgangen, hvor ungerne flytter hjemmefra. Alle overgange rummer svære følelser, afsked og uvished om det nye. Det er helt naturligt, at du har det, som du har det.

Det er altid vigtigt at anerkende de følelser, man oplever, og ikke lade sig styre af, hvad andre (fx ens mand) mener. For vi er alle forskellige, og nogle forældre vil opleve netop denne overgang og dét at give slip, som mere udfordrende end andre.

Når det er sagt, skal vi som forældre også turde give slip. Vores vigtigste opgaver er at passe på vores børn, drage omsorg, hjælpe, opdrage og støtte dem i at blive selvstændige voksne mennesker. Lige nu er hun ved at lære det. Hun kommer til at begå fejl. Mange fejl. Og det er angstprovokerende som forælder at stå på sidelinjen og ikke kunne gøre andet end at trøste, når hun kommer og er ked af det. Men det er et vilkår.

Tal gerne med din datter om det: Del dine bekymringer, så hun får en forståelse for, hvorfor du ’holder fast i hende’. På den måde kan I måske undgå nogle af de konflikter, I oplever nu. Og overvej, hvad du ønsker for hende på sigt – ønsker du en selvstændig datter eller en datter der er afhængig af sin mor? Ofte kan det hjælpe at tænke langsigtet, når det er svært i nuet.

Du kan spørge din datter, om hun har lyst til en ugentlig gåtur. Lav noget med hende, som hun nyder – se serier sammen en hel søndag eftermiddag for eksempel. Her vil der være mulighed for at snakke kan opstå, så du stadigvæk føler dig som en vigtig del af hendes liv.
Og tag ikke fejl, du er stadigvæk meget vigtig for hende, selvom hun i denne livsperiode vender sig mere ud mod verden og venner, end mod dig.

Kærligst, Annemette