Tanken om en familie

Tanken om at starte en familie er stor og lidt skræmmende. Specielt når man ikke er ældre end 21 og 22 år, hvor den ene står til at skulle udstationeres i 6 måneder.

Tanken om at skulle undvære hinanden i 6 måneder er svær, når man har været sammen siden man var 15 og 16 år, altid at kunne have kontakt til hinanden og når man bor sammen. For hvordan vil hverdagen pludselig blive når den ene er væk. Det er en underlig tanke, men hvad så når man også har en baby på vej?

Vi glædede os til at skulle starte vores egen familie og blev glade, da vi stod med en positiv test. Men glæden blev lagt lidt væk, da min mand kom hjem fra arbejde (soldat) med en varsling om en udstationering på 6 måneder, som ville ligge når baby ville være 6 måneder gammel. For hvordan ville det lige blive? Og var det alligevel det rigtige at starte vores familie nu? Specielt når far skulle være væk? Der løber mange tanker igennem hovedet.

Tanken om en familie, udstationering

Kunne vi nå at få skabt vores lille familie? Hvordan ville det blive for far der er væk og som kommer til at gå glip af alle de nye ting baby ville gøre? Og hvordan ville der være at være mor og baby alene derhjemme, med tankerne på far der er afsted? Hvordan ville det blive når mor skulle starte på arbejde igen? Hvad hvis baby bliver syg? Hvad der sker noget i familien? Det hele kørte rundt, selvom vi jo godt vidste vi ikke er de eneste der har stået i den situation i verden.

Vi gør det

Vi besluttede os jo for, at selvfølgelig var det, det rigtige at starte en familie nu. Vi følte os klar og var sikre på at vi nok skulle finde en løsning på det hele, og vi havde også familien til at hjælpe, på trods af den ene halvdel bor i Jylland. For hvis ikke vi startede vores familie nu, hvornår skulle vi så gøre det?

Der er jo aldrig det “rigtige” tidspunkt for det og slet ikke med en soldat i familien. Der kan jo hele tiden komme en udsendelse, en øvelse eller andet. Hvilket ville betyde at jeg jo uanset hvad, ville komme til at være alene med vores barn. Så vi gik ind i det med åbent sind og tanken om at selvfølgelig skulle vi nok klare den, og den eneste der ikke rigtigt ville vide at der manglede noget ville være vores søn. Han ville ikke kunne huske far ikke var hjemme i 6 måneder.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments