Solomor til donorsøn

Af Marianne Blus, cand. mag., psykoterapeut. www.marianneblus.dk

Helle Preisler har altid troet, at hun skulle have børn i et forhold med en mand. Men sådan gik det ikke. Da kæresten allerede havde store børn og ikke ville have flere, brast drømmen om en kernefamilie, og forholdet gik i stykker. I dag har hun en dejlig søn på 9 måneder, som hun elsker overalt på jorden. Hun mener, det er vigtigt at afmystificere, hvad det vil sige at være alenemor til et donorbarn.

Sorgfyldt ikke at få børn

Helle er omgivet af børne- og legetøj i sin lejlighed i Sydhavnen. Hendes søn Alexander smiler tillidsfuldt til mig, mens hun hælder te op. Hun forklarer, at hendes tankegang er blevet meget pragmatisk efter, at hun har fået sin søn. Oprydningen må blandt andet vente, for det handler om, hvad der er vigtigt lige nu. I flere år frygtede Helle, at hun slet ikke ville få børn. ”Jeg har altid troet, at jeg ville få børn i et forhold med en mand, og jeg har også tidligere været gift, men fik ikke børn i mit ægteskab. De seneste år, har jeg har også haft flere kærester, som jeg har været glad for, og som jeg gerne ville have haft børn med, men det gik ikke. Min seneste ekskæreste har store børn og ville ikke starte forfra. Så vi måtte gå fra hinanden, da jeg skulle til at blive gravid, for jeg kunne ikke sige ja til aldrig at prøve at få et barn. Den tanke var den mest sorgfyldte overhovedet, og den overvejelse tog egentlig kun en halv time. Så vidste jeg, at det kunne jeg ikke. Jeg frygtede at komme til at leve i evig bitterhed over ikke i det mindste at have forsøgt at blive gravid, og vi ville som par heller ikke have overlevet, at en af os skulle have gået på et så kæmpe kompromis med det, vi hver især ville med vores liv.”
Storken kommer med donorsøn

Da hun bliver færdig med sit speciale, og hendes 40 års fødselsdag nærmer sig, går det stærkt med at tage beslutningen om at blive gravid med et donorbarn. Lysten til at blive mor er stærkere end nogensinde før og tiden er ved at rinde ud aldersmæssigt. Få uger efter bliver hun insemineret første gang. Oplevelsen er kunstig og fabriksagtig, og Helle når ikke at få sig selv ordentlig med i processen. Flere misforståelser i kommunikationen med fertilitetsklinikken gør, at oplevelsen bliver ubehagelig, og hun vælger derfor en anden klinik efterfølgende. ”Jeg vidste, at jeg på grund af alderen havde nedsat sandsynlighed for at blive gravid, så jeg tænkte, at jeg måtte gøre alt hvad jeg kunne i forhold til kost og livsstil. Så jeg valgte Bjarne Stigsby, da han har meget fokus på sammenhængen mellem kost og fertilitet. Der var en god stemning på den lille klinik, og det var jeg rigtig glad for. Det er en sensitiv proces, som jeg gerne ville have var nænsom. Det måtte ikke virke for fabriksagtigt, som det første sted,” fortæller hun. ”Efter inseminationen fik jeg lov til at ligge lidt, og det var rigtig rart lige at få ro til at mærke efter i et meget specielt øjeblik, hvor man ved, at der på det tidspunkt kan blive skabt et lille nyt liv i ens mave. Selve inseminationen og alt det indledende er en kunstig proces, og det virker unaturligt. Men så snart man er gravid og mærker barnet i ens mave, så tager naturen over, og så er det meget naturligt og virkeligt. Derefter trænger det kunstige i baggrunden, og fra da af har jeg følt mig lige så naturlig gravid og mor som alle andre. Der er jo nogle, som ender med at være alene med et barn, selvom det ikke var planen fra starten af.”

Valg af donor

Sæddonoren kan have mange børn, og det kan give anledning til problemer, når halvsøskende uvidende om ophav tilfældigt mødes og selv får børn. ”Der er kommet en begrænsning på 12 børn per donor,” fortæller Helle. ”Jeg er klar over, at der er en risiko for, at min søn kan møde sine halvsøskende uden at vide det. Og jeg vil derfor være åben om donoren til min søn, og så må jeg bare håbe, at forældre til andre donorbørn også er det. Jeg tror, at halvsøskende kommer til at finde hinanden over nettet i fremtiden – uanset om vi andre vil det eller ej. På Facebook findes der allerede en gruppe, hvor man kan udveksle donornumre, og på den måde finder biologiske slægtninge til sine børn.”    Det er ikke alle, der vælger en donor, hvor oplysningerne er tilgængelige, men Helle har valgt det man kalder en ”åben donor”, som betyder, at hendes søn kan få flere oplysninger og kontakt med donor på et senere tidspunkt i sit liv. ”Eftersom det er en ”åben donor”, så har min søn muligheden for én kontakt, når han bliver 18. Og det er rart, at han har den mulighed for at få afklaret nogle af de spørgsmål, han måtte have til den tid. Umiddelbart ville jeg gerne vælge en som lignede mig selv mest, så min søn også ville komme til at ligne mig mest muligt. Donoren jeg valgte er yngre end mig. Jeg har hørt et seks minutters interview på lydfil med ham. Han virkede sød og afslappet, og jeg har en rigtig god fornemmelse af ham, så jeg har det godt med valget.”

Netværk er vigtigt

Helle er bevidst om, at hendes netværk betyder meget både nu og fremover, fordi de er en lille familie. ”Det er vigtigt, at der er andre tætte relationer til Alexander end mig. Jeg har et stort netværk, som er en tæt del af min søns og mit liv. Til at starte med var jeg bange for, om jeg kunne klare at være alene om alt. I dag ved jeg, at vi har det rigtigt godt, og jeg har klaret det fint. Men det er sårbart, hvis der på et tidspunkt skulle ske mig noget, fordi min søn har så lille en familie. Jeg er derfor meget opmærksom på, at vi har mange andre, som er en del af vores liv. Det er en anden måde at tænke sine venskaber ind i sit liv.” Helle deltager i sociale aktiviteter flere gange om ugen, fordi det er nødvendigt at tage flere initiativer som solomor. ”I denne uge har jeg været til børnejazz med nogle veninder, og i sidste uge var jeg sammen med en veninde på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, som har et forældre-babykursus. Der er en facebookgruppe, hvor vi kan dele erfaringer og derfra er vi seks, der har lavet en mødre-gruppe, hvor vi alle er enlige til donorbørn født indenfor 4 måneder. Det har været rigtigt godt at mødes med ligesindede jævnligt i hele barselsperioden. Og det er rart at have et sted, hvor man ikke skal forklare sig. Vores børn kan møde andre, som er i samme situation. Og det er dejligt at vide, at de vil have hinanden at spejle sig i.”

Støtte fra omgivelserne

”Min nærmeste familie og venner ved, hvor meget det har betydet for mig at få et barn, og de har bakket helt overvældende op omkring det. Min mor har støttet mig meget. Der var 4 veninder med til fødslen, og han har 6 faddere, så mine nærmeste har været en uvurderlig støtte,” fortæller hun. ”Inden jeg vidste, hvem som skulle med til fødslen, var det en usikker tid, hvor jeg følte mig ensom. Heldigvis var der så flere, der trådte til, og det havde stor betydning for mig. Så det endte med at blive en fantastisk og meget social begivenhed, da han kom til verden,” fortæller Helle smilende. Hun har også oplevet nogle ubehagelige episoder fra uventede kanter. ”En kusine, som ikke mente man burde få børn i min alder, og en sygeplejerske hos min læge, som advarede mig om at blive enlig mor især i min alder har været episoder, jeg godt ville have været foruden. Men ingen af dem kender mig personligt eller aner, hvordan jeg ville være som mor, så det var deres egne personlige fordomme de fik luftet. Det havde ikke noget med mig at gøre. Men derfor gør det da alligevel ondt.”

Fagre ny familieform

Friheden til at tage alle afgørende forældrebeslutninger kan ifølge Helle være en fordel. Hun er selv vokset op med en far, som hun måtte kæmpe for at se på grund af en jaloux ny kone. De mange svigt og skuffelser kommer hendes søn ikke til at opleve. ”Det kan have sine fordele, at jeg ikke skal diskutere med nogen omkring Alexander. Han vil heller ikke komme til at opleve en far, der ikke vil ham, som jeg selv er vokset op med. Jeg ved ud fra undersøgelser, at donorbørn trives lige så godt som børn med to forældre, altså bedre end skilsmissebørn,” forklarer hun. Helle har dog ikke sagt farvel til drømmen om en familie af den almindelige slags med to forældre. ”Hvis der på et tidspunkt kommer en mand ind i mit og min søns liv, hvilket jeg da håber, så er han hjertelig velkommen. Så min søn kan sagtens senere komme til at opleve en anden mand som far.” Hendes søn skal kende sandheden om, hvordan han er blevet undfanget, men tidspunktet må blive, når det passer ind i hans liv. ”Jeg har generelt været åben om det i mine omgivelser, og til dem jeg møder. Det vil jeg også være overfor min søn. Præcis hvordan og hvornår Alexander skal have det at vide, har jeg ikke planlagt, det må tiden vise. Men han vil allerede i vuggestuen blive konfronteret med, at de andre har en far, så det kan nok blive tidligt, jeg må fortælle ham det. Jeg er dybt taknemmelighed over, at det er lykkedes at få ham. Han er elsket og værdsat så utrolig meget af mig, og de mennesker vi omgiver os med.”