Savnet vil altid være der, men jeg har lært at acceptere mit liv uden min mor

I det meste af mit voksenliv har jeg boet langt fra begge mine forældre. Jeg har aldrig været forvænt med en mor eller far, som jeg har haft dagligt kontakt med.
Så det var ikke svært for mig at flytte væk, da jeg mødte en mand som boede langt væk.

Dejligt med besøg

Jeg har så efterhånden som tiden er gået fortrudt, da det er dyrt at flytte så langt fra ens rødder. Det gjorde, at min mor aldrig rigtig fik et særligt bånd til mine børn.
Når vi så endeligt sås, var besøgene mere intense, end hvis vi havde boet “dør om dør”. Man er bare sammen på en anden måde, med overnatning og længere snakke, der ikke bare bliver om ”vind og vejr”.
Jeg nød enormt meget, at have min mor på besøg, det var så “hjemligt” og rart. Lidt som om hun bare altid havde været der, hun var ikke sådan en gæst gæst, som jeg skulle servicere og gøre ved, hun faldt bare ind.

Jeg havde sluttet fred

Den der løben/higen efter min mor fra min barndom, havde jeg sluttet fred, med og dét var fantastisk.
Men det hele var ikke bare “lutter og lagkage”. Jeg begyndte at have mine egne meninger om ting, som gav en del kaos og dét fik store konsekvenser for mig. Det var svært med en mor som var dér, også var hun der alligevel ikke, og til sidst endte jeg med et liv helt uden hende.

Det er nu fire og et halvt år siden, hun sluttede alt forbindelse til mig. I den tid, har jeg været igennem hele sorg-processen om at miste. Jeg har lært at affinde mig med, mit liv uden min mor.

Savnet om en mor vil altid være der, og endnu mere omkring at have en mormor til mine børn. Men sådan skulle det bare ikke være for mig. Had besidder jeg ikke overfor hende mere, hun har nok gjort det, så godt som hun kunne. Mine mindste børn kender slet ikke deres mormor, men så gør vi tingene på en anden måde. F.eks. til bedsteforældredag, der tager jeg dem ud af institutionen og laver en hygge mor og barn dag i stedet for.
Der er en mening med alt siges der, om ikke andet, så vil jeg stornyde mine børn og børnebørn, når jeg en dag bli’r mormor, om sådan cirka 100 år 😉

Læs det tidligere blogindlæg fra alice her.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments