Når bogstaverne hopper og danser

Reklame/ Mor troede at Mille på 9 år var ordblind ligesom hendes far, men et besøg hos en læsevejleder der henviste hende til øjenlæge, hjalp hende med at opdage at det var synet den var gal med.  

– Mille går i 3. klasse, og man kan godt se i bøgerne at bogstaverne er blevet mindre og teksten er længere og tættere, og Mille fik sværere og sværere ved at følge ordentligt med. Hun synes simpelthen bogstaverne hoppede og havde svært ved at skelne dem fra hinanden. Vi sendte hende derfor afsted til læsevejledning i skolen, og læsevejlederen spurgte om vi havde haft hende omkring en øjenlæge. Jeg havde slet ikke tænkt tanken at det kunne være det. Milles far er stærkt ordblind, så min umiddelbare tanke var, at det sikkert også var det der var problemet for hende, men lyttede naturligvis og afsted med os, fortæller mor Marianne Wynne.

Hovedpine og hoppende bogstaver

Øjenlægen kunne konkludere, at Mille havde brug for briller, til de ting der foregik tæt på. Hun har ikke en høj styrke, den ligger på +1 og +1,25, men øjenlægen lavede diverse tests og anbefalede ud fra de problematikker Mille havde med hovedpine ved vedvarende læsning og hoppende bogstaver, at det sikkert ville kunne hjælpe. Mille fik jo så briller og hold da op en ændring det gjorde for hende, lige pludselig begyndte vores datter at kunne se forskel på bogstaverne og tallene og læsningen tog fart. Faktisk har vi heller ikke hørt noget til hovedpine siden, men det var bare slet ikke noget vi ellers havde tænkt over tidligere. De briller vi købte i første omgang, var vist mest mor her der valgte dem, så vi blev glade da vi nu fik chancen for at komme i Synoptik og vælge nye, og denne gang har Mille haft ordet og den endelige beslutning, brillevalget er hendes, og hun glæder sig megameget til de kommer.

Vi blev mødt i både børne- og forældrehøjde

– Den fredag eftermiddag vi trådte ind i Synoptik, blev vi budt velkommen af Mark, som er butikschef i Hjørring. Han formår simpelthen at lade barnet være i fokus og lade HENDE få sine ønsker ud. Til tider var Mille og jeg ikke enige i hvilke modeller der var pæne til hende, og uden jeg helt selv fangede hvordan det skete, så vupti så var de “knap så pæne” (til Milles ansigt altså) ude af billedet, endda med Milles accept. Mark var meget ærlig og rolig, og mødte os både i børnehøjde og forældrehøjde, og man følte sig meget tryg ved at han skulle hjælpe og rådgive, det er trods alt en ændring af sit ansigt og det man altid præsenterer sig med, så det skal helst være godt og passe på alle parametre. Der var et rigtig fint og stort udvalg i butikken, smalle og brede stel, runde og kantede, anonyme farver og pangfarver, der var virkelig noget at vælge imellem. Vi fik barberet ned til 6 styk som vi tog med over til et bord, hvor Mille igen i ro og mag kunne prøve dem en efter en, og til sidst sad vi tilbage med det som vi faktisk begge bedst kunne lide. Så nu går der 1-2 uger, så får jeg en sms om de er klar til afhentning, så det bliver rigtig spændende, og Mille glæder sig til sine nye briller som hun selv valgte. Milles valg er faldet på noget med lidt farve uden at blive for markante, man må gerne kunne se dem så de giver lidt spil i ansigtet, men samtidig skal det være hende der kommer gående med brillen og ikke omvendt, det synes jeg virkelig er opnået her. Samtidig var det dem hun synes følte var rarest at have på, og de virkede ikke lige som nogle der faldt ned på næsen som en “bedstebrille”.

Børn under 10 år skal altid starte hos øjenlægen

I Danmark er det sådan, at børn under 10 år skal starte med en undersøgelse hos en øjenlæge, inden de kan få briller første gang. Når øjenlægen har konstateret at der er brug for briller, gælder det om at finde en optiker man føler sig tryg ved, som kan hjælpe med at finde de helt rigtige briller til barnet.

– Synstesten hos Synoptik viste det samme som vi fik at vide hos øjenlægen. At børns øjne udvikler sig, og så længe styrken er så lav, er det slet ikke alle børn som har brug for briller med denne styrke, men i Milles tilfælde har det givet pote. Det kan være en periode på 1 år, 3 år eller noget helt tredje og så KAN det være hun kan undvære dem igen senere. Jeg havde selv samme problemstilling som barn. Ikke at bogstaverne hoppede, men jeg døjede meget med hovedpine, og jeg fik derfor også selv briller omkring 9-10. års alderen som Mille, og jeg vil tro jeg var omkring 14-15 år, da jeg stoppede med at bruge dem. I dag kan jeg døje hvis jeg læser længe i en bog, eller sidder med hovedet i en lille skærm som fx telefonen for længe. Så får jeg kvalme og hovedpine, men det er ikke noget jeg ville have brug for briller til at afhjælpe. Jeg ville ønske jeg selv tidligere havde tænkt tanken, så jeg kunne have kommet problemet til livs lidt tidligere. Men mine tanker var desværre slet ikke i den retning, så min anbefaling går helt klart på at man hellere får en synstest for meget end en for lidt, slutter mor Marianne.

Mille bruger briller hver dag, fordi hun synes det bliver for forvirrende med at tage dem af og på hele tiden, så er det andet nemmere at forholde til sig, også fordi så glemmer hun dem ikke.