Når barnet skal fra vuggestue til børnehave

Når dit barn skal i børnehave, er det – ligesom da det startede i vuggestuen – hele familien der skal igennem endnu et trin på livets vej. Overgangen har betydning for hele familien, da børnenes trivsel hænger sammen med resten af familiens.

Af Lone Carmel

Børn har brug for, at du viser vej. Og du som forælder skal anerkende, at det er et stort skift, da børnehaven har færre voksne og der er flere børn. Dit barn går nu fra at være meget afhængig af voksne, til større selvstændighed, for til sidst at være selvhjulpen og blive klar til at starte i skole.

Skiftet betyder, at nogle børn kan gå lidt tilbage i udviklingen, og komme til at tisse i bukserne eller sove lidt mere uroligt i en periode. Det er helt normalt at reagere derhjemme, da omvæltningen kan være meget stor for nogle børn. Tryghed og nærvær er meget vigtigt i denne periode, så de har en god base og derfor kan være nysgerrige på den nye verden som de har i vente.

Børnehave, magi og fantasi

Barnet er i denne periode fuld af magi og fantasi. Barnet går fra at benytte den udadvendte tale til den indre dialog. Evnen til at tænke abstrakt gør, at det meget konkrete kan træde i baggrunden. Nogle børn taler i denne periode meget om døden.
Der er forskel på, hvilken institution dit barn går i, nogle steder følger pædagogen nemlig med fra børnehaven og det kan give en stor tryghed. Men de fleste steder skifter børnene pædagoger, og en ny institution med nyt personale, kræver mere energi af alle.

pædagog i børnehave

Stemningen mellem de voksne betyder meget

God stemning mellem dig som forældre og pædagogerne, giver den bedste start i børnehave. Det er vigtigt at turde at være ærlig om det der sker i familien, og at det er i orden at være sårbar i perioder. Hvis vi møder pædagogen med respekt og tillid, giver det gode relationer, som barnet kan mærke. Det er dig der kender dit barn bedst, men pædagogen ser dit barn i samspillet med andre børn. Søg derfor den pædagog, du har bedst kontakt med.

Børn ser og mærker, hvad vi gør, og hvordan vi taler med ”deres” voksne i deres dagligdag. Tal stedet op, også selvom det i perioder kan være svært, for det giver bedre trivsel. Du skal se på dit barns signaler, og fortæl og spørg pædagogerne, om det der rører sig. Det er bedre med dialog, end en masse tekst på tavlen. Kig efter den pædagogiske kvalitet, fremfor information om hue og vanter.

Kultur

Den sunde kultur bidrager både pædagogerne og forældre til. Jo mere du selv kommer med, des mere er du med til at hjælpe med trivslen, for alle børnene på stedet. Vær imødekommende overfor de andre forældre, da det er sundt for børnene at se de voksnes fællesskab. Kom til fællesspisning og mød gerne de andre forældre på børnehavens legeplads i weekenden. Accepter at dit barn måske leger med andre børn, end dem du lige ville vælge. Tal positivt om de andre børn og støt op om legeaftaler, hvis det passer ind. For børn har brug for, at vi viser vejen. Rigtig god start i børnehaven – for både dig og dit barn.

Læs evt. også vores artikel “fra vuggestue til børnehave her” – www.bornogfritid.dk/fra-vuggestue-til-boernehave/