Mor til et skilsmissebarn

Her er min ærlige og sårbare beretning om hvordan det er at være mor til et skilsmissebarn. Der er skrevet mange artikler om emnet og alle kender et eller flere skilsmissebørn, måske er du også selv skilsmissebarn. Det er jeg…. Allerede da jeg var gravid med Melika, vidste jeg præcis hvordan jeg IKKE ville have hun skulle vokse op…. Nemlig som jeg selv, fanget i en konfliktfyldt skilsmisse, desværre er det præcis hvordan hun endte…

Melikas far og jeg blev skilt, da Melika var knap 2 år og lad mig bare sige det sådan, det var ingen lykkelig skilsmisse….
Nu sidder jeg her, 9 år senere og kigger på min store pige, en pige som på mange områder er meget mere voksen end dem på hendes egen alder, en pige som har været uendelig meget igennem på hendes korte liv. Men samtidig fyldes jeg også med glæde og stolthed over den pige hun er blevet. Den følelse er jeg sikker på at I som forældre kender….

Sidste år tog hun den sværeste beslutning, en beslutning som intet barn skulle tvinges til at tage, nemlig at hun slet ikke ville se sin far mere.

Mor til et skilsmissebarn, blog

Det har stået på en del år, at hun har gået med de tanker. Jeg har snakket med hende om dem, forklaret hende at hendes far elsker hende – på sin egen måde og er far så godt som han formår. At hun skulle give ham en chance og at det var en for stor beslutning for hende at tage. Som skrevet satte hun mig stolen for døren sidste år, grædende forklarede hun, at der ikke var flere chancer at give, at hun ikke havde mere at give af pga. hun ikke havde lyst til at have ondt i maven hver gang hun skulle se sin far. Mit hjerte blev knust, for jeg har om nogen kæmpet for at hun skulle have en far i sit liv, forsøgt at få det til at fungere trods alt.

Bevares jeg er langt fra perfekt og har bestemt også begået mine fejl i alt det her, men jeg har aldrig ønsket hun ikke skulle have en far i sit liv.

Tankerne fløj igennem mit hoved, var hun gammel nok til at forstå de langsigtede konsekvenser af sit valg. Ville hun fortryde? Men vigtigst af alt, ville hun tage følelsesmæssig skade?
Mor til et skilsmissebarn, artikel

Jeg forklarede hende jeg var nødt til at tænke over det. Efter lange grådkvalte snakke i telefonen med mine bedste veninder, efterkom jeg hendes ønske.
Sikke et år, det har været for hende, hun er blomstret, tør mere og tror mere på sig selv end hun nogensinde har gjort. Men hun nævner ham aldrig, ej heller at hun savner ham. Det skræmmer mig, lige så meget som det knuser mit hjerte, at hun ikke har den tætte relation med sin far. At hun ikke har et mandligt forbillede til at guide hende gennem livet, og de langsigtede konsekvenser af det svigt hun føler hun har lidt.

Jeg sidder tilbage med en følelse af at have fejlet som mor, at jeg ikke har lyttet til hende, at jeg har prøvet for hårdt.

Er det mit eget behov for at hun skulle have en far i sit liv, som har gjort jeg har kæmpet så meget?

Nej, jeg ville gerne kunne kigge mig selv i spejlet når hun blev større og sige at jeg havde prøvet ALT, at jeg havde gjort min del for at hun skulle have en far i sit liv, for at de skulle have et godt forhold. Det kan jeg nu! Måske skulle jeg havde gjort det før, men nu det føles det rigtigt for hende. Jeg er spændt på hvordan det kommer til at påvirke hende i fremtiden, når hun bliver teenager, når hun skal vælge mænd i sit liv….

Subscribe
Notify of
guest
6 Comments
oldest
newest most voted
Inline Feedbacks
View all comments
Susanna Larsen
Susanna Larsen
10 months ago

Meget rørende tekst syntes jeg, jeg er sikker på at der er mange der kan nikke genkendende til dette. Vi mødre prøver at gøre det bedste vi kan, men da der ikke følger en brugsforvirring med når vi får vores børn, kan vi kun håbe det er det rigtige det vi gør.

Maria B
Maria B
10 months ago

Tak fordi du deler. Jeg har selv en stor søn, som er skilsmissebarn. Det har slet ikke været nemt for ham, hverken i årene efter hans far og jeg blev skilt da han var 3 år…. Og heller ikke igennem hele hans barndom hvor han også har oplevet en masse svigt. I dag har han et lidt kompliceret forhold til sin far, med perioder hvor de slet ikke ser/taler med hinanden. Han har hele sin barndom higet efter at have sin far og har set op til ham. Det er først som voksen han er begyndt at sige fra.

Louise
Louise
10 months ago
Reply to  Susanna Larsen

Kære Susanne. Tak for din kommentar. Jeg er ked af du kan genkende det jeg skriver. Det burde ikke være hverdag for store som små børn. Du har helt ret i at vi som forældre gør det bedste vi kan for vores børn. Men sådan en brugsanvisning ville nu ikke være helt dårlig. Ønsker dig rigtig meget held og lykke

Louise
Louise
10 months ago

Kære Maria, tak fordi du deler. Det gør mig ondt at I har været igennem noget af det samme. Men hvor er det godt din søn siger fra! Det tror jeg er sundhedstegn og at man som mor har lært dem at de ikke skal finde sig i hvad som helst. Det med at se op til sin far, gjorde min datter også indtil sidste år. Jeg håber din søn er kommet hel igennem sine teenage år og godt ind i voksen livet trods han har manglet sin far.

Maria
Maria
10 months ago
Reply to  Louise

Det er han. Han er selv far nu, til en lille pige på 2 år ❤️

Louise Christensen
Louise Christensen
10 months ago
Reply to  Maria

Åhhhh hvor skønt. Så ved han i hvertfald hvordan han ikke skal være som far. Tillykke med farmor titlen ♥️