Til 4 personer:
Mørbrad med grov sennep og øl
550 g svinemørbrad
3 spsk. grov sennep, med sennepskorn i
1 tsk. flydende honning
½ dl bock øl
12 enebær
Et lille bundt frisk estragon
Flagesalt og friskkværnet sort peber
Bland sennep med honning, øl, knuste enebær, finthakket estragon, salt og peber. Kom det i en frysepose sammen med mørbraden og massér kødet godt ind i marinaden. Lad mørbraden trække i 4-5 timer. Skær den derefter i bøffer som steges på pande til de er svagt rosa inden i, og gyldne og sprøde uden på. Servér mørbradbøfferne med bagte marinerede rødbeder samt brasede eller kogte kartofler.
Bagte marinerede rødbeder med persille og forårsløg
600 g rødbeder
Koldpresset jomfruolivenolie
Flagesalt og friskkværnet sort peber
6 spsk. balsamicoeddike
1-2 spsk. flydende honning
6 forårsløg
Et bundt bredbladet persille
Skræl rødbederne og skær dem i både. Vend dem med olie, salt og peber og bag dem i ovnen i 30 minutter ved 200 grader, i et ovnfast fad, foret med bagepapir. Vend de varme færdige rødbeder med balsamico rørt med honning. Hak persille og forårsløg, og vend det sammen med rødbederne, der serveres til den stegte mørbrad, sammen med kogte eller brasede kartofler.