Min mor forkæler mine børn for meget..

Hej..

Når mine piger er ude og blive passet hos mine forældre, bliver de forkælet helt vildt med slik, sodavand osv. Når jeg får mine piger hjem, er de helt høje på sukker og er umulige at have med at gøre.

Det er nu begyndt at blive et problem, for de er begyndt at spørge efter slik og sodavand i hverdagen, selv om de hjemme hos os kun får fredagsslik til Disney sjov. Og hver gang kommer argumentet fra mine børn om, at ”det må vi jo godt hjemme hos mormor.”

Når jeg forsøger at snakke med min mor om problemet, slår hun det hen og får det ofte til at lyde, som om det er min opdragelse der er problemet.. Hvad gør jeg??

Hilsen Eva.

Kære Eva

Dejligt at høre, at dine piger har nogle engagerede bedsteforældre, der vil bruge tid med dem og har lyst til at forkæle dem.

Det er et kendt problem med forskellige opdragelsesstile og -tilgange mellem generationer. Som tidens forældre er vi fx opdraget med nul-sukkerpolitikker og helt anderledes kostråd, end vores forældres generation – og det kan skabe konflikter.

Først og fremmest er det vigtigt for mig at sige, at en af de største ernæringseksperter og sundhedsdebattører herhjemme, Morten Elsøe, slet ikke ville tage periodisk slik og usunde sager så tungt. Dels fordi han i sine bøger argumenterer for, at der ikke er noget fordrende i at forbyde sine børn såkaldt ’usundt’ mad (endda ikke til hverdag), og dels fordi børn udvikles fint uanset om de så kun spiser pasta hele deres barndom. De sidste 25 års forskning har desuden vist, at børn slet ikke bliver hyperaktive af sukker, men at det er vores forestilling (myten), der påvirker deres adfærd. Han forsøger at give os moderne forældre et mere afslappet forhold til ’usundt’ mad, og jeg kan kun anbefale hans bøger, hvis man søger gode råd til børns kost og madvaner.

Dernæst er det selvfølgelig vigtigt, at dine børn kender forskel på de to kontekster – at der er forskel på, hvad man må hjemme og hos dine forældre. Tal med dine børn om det og forklar dem, hvorfor man ikke skal spise slik hver dag. Hvis du er tydelig omkring dine grænser og holdninger, er der større sandsynlighed for, at de ikke vil efterspørge det hos dig.

Og slutteligt, så gælder den tydelige grænsesætning også over for din mor. Beslut dig for, hvad du vil og ikke vil finde dig og hvorfor – og sig det så til hende. Vær konkret. Når hun mærker din tydelige stillingtagen, vil hun forhåbentligt acceptere det fremfor at indgå i en diskussion om børneopdragelse.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen, Annemette

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments