De fleste er godt klar over, at der er visse ting der med fordel kan begrænses eller helt kvittes, hvis vi vil holde os sunde og raske livet igennem. Men vidste du at god nattesøvn faktisk også er et vigtigt parameter i et sundt liv. Her gælder det ikke om at begrænse søvnen, men tværtimod om at få tilstrækkelig mange timer så både krop og hjerne kan restituere.
Af Henriette Rosenthal
De fleste har somme tider prøvet at sove dårligt og har været mærket af den manglende søvn dagen efter. Man får koncentrationsbesvær, irritabelt humør med store udsving, og tilstanden er uudholdelig både for den der er ramt af den manglende søvn og for familie, kolleger og venner. Man yder simpelthen ikke nok i de personlige relationer og begynder måske at trække sig lidt tilbage. Hvis man ikke får meldt ud, at det er træthed der er årsagen, kan det skabe udmattende konflikter, hvilket er synd for alle parter. Derudover er god og tilstrækkelig nattesøvn vigtig for vores fysiske helbred.
Danskernes søvnlængde
Voksne har generelt behov for at sove 6-9 timer i døgnet, men der er store individuelle forskelle og den gennemsnitlige søvnlængde, ca. 7,5 timer i døgnet, har ikke ændret sig betydeligt over de seneste 20 år.
Hvilke konsekvenser har dårlig søvn på længere sigt?
Udover den psykiske påvirkning kan søvnmangel også sætte sine triste spor på vores fysiske tilstand. Undersøgelser viser, at personer der lider af søvnmangel har større risiko for at udvikle overvægt, type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og stress. Stress viser sig at være en tohovedet drage, for mange undersøgelser bekræfter, at stress og belastende livsbegivenheder kan udløse søvnproblemer. Det kan føles som en ekstra belastning, fordi det kan være svært at udrede, om det er stress der udløser søvnløshed eller omvendt.
Bedre søvn med bedre rytme
Prøv at indarbejde nogle faste aftenrutiner og sørg for at gå i seng og stå op på regelmæssige tidspunkter for at styrke en mere regelmæssig døgnrytme. Selv om du er træt om dagen på grund af manglende nattesøvn, så skal du undgå at sove i løbet af dagen, også selvom du er søvnig. Søvnigheden går som regel over efter et stykke tid. Gå kun i seng, når du er søvnig, og forlad soveværelset, hvis du ikke kan falde i søvn.
Mange undersøgelser bekræfter, at stress og belastende livsbegivenheder kan udløse søvnproblemer.
Gode råd til bedre søvn
- Undgå koffein før sengetid.
- Undgå alkohol før sengetid.
- Undgå store mængder energi- og fedtrig kost før sengetid.
- Sørg for at være fysisk aktiv i løbet af dagen.
- Sørg for, at soveværelset er veltempereret. Den optimale værelsestemperatur ved søvn er for de fleste 18-21 grader.
- Undgå støj over 30 decibel i soveværelset. Brug evt. ørepropper.
- Undgå lys fra skærme f.eks. computer, tablets og tv før sengetid.
- Sørg for, at soveværelset er mørkt. Brug evt. maske over øjnene.
Kilde: Vidensråd for Forebyggelse