Konflikter i sammenbragte familier

Konflikter er en uundgåelig del af familielivet, særligt i den sammenbragte familie. For netop i den familiekonstellation er der nogle iboende interessekonflikter, der ikke findes i en førstegangsfamilie.

af Janne Førgaard

Stifter af Ekstramor.dk, familierådgiver for sammenbragte familier og forfatter til Førstehjælp til ekstramødre

I en førstegangsfamilie har begge voksne (forældrene) en fælles historik og referenceramme hvad angår barnet, ligesom de sandsynligvis begge elsker barnet ubetinget. Sådan er det ikke helt i en sammenbragt familie. Der har de to voksne under samme tag, hvoraf den ene er forælderen og den anden forælderens kæreste ikke den samme historik, referenceramme eller kærlighed til barnet.

Alene det udløser konflikter, da partneren til forælderen kan få følelsen af at blive tilsidesat og nedprioriteret, når barnet er i hjemmet, ligesom forælderen nogle gange kan få følelsen af, at partneren ikke kan lide barnet eller ændrer personlighed, når barnet er der.

Barnets mor – mandens eks

Hos mange af de par jeg rådgiver, opstår der konflikter på grund af barnets mor, mandens eks. Den nye kæreste føler ofte, at barnets mor blander sig for meget i, hvordan tingene skal være hos barnets far og hende. At mange ting bliver på barnets mors præmisser, fordi manden ikke siger fra, nej eller stop.

Det kan der være mange årsager til og mange følelser kommer i spil både hos barnets mor, barnets far og dennes nye kæreste.

Det er her, det gælder om at holde tungen lige i munden og have et knivskarpt overblik over, hvad der er dit ansvar, hvad der ikke er. Hvad der er din konflikt, og hvad der ikke er.

Lad os kigge på, hvordan du går konstruktivt ind i dine konflikter. Men jeg starter lige med begyndelsen nemlig med at klarlægge konfliktens væsen.

Hvad er en konflikt?

I al sin enkelthed er en konflikt blot to eller flere, der vil noget forskelligt. Det vil to mennesker på et eller andet tidspunkt, derfor opstår konflikter så snart to mennesker eller flere er sammen i længere tid.   

Hvorfor opstår konflikter?

Alle konflikterne opstår, fordi vi holder fast i vores eget perspektiv og ikke respekterer, at den anden har et andet perspektiv, en anden virkeligheds-opfattelse og i det hele taget bare er forskellig fra os.

Sådan kan du håndtere dine konflikter

Det er urealistisk at tro, at du kan undgå konflikter. Det behøver du heldigvis heller ikke. Du kan vælge at gå konstruktivt ind i dem. Her er hvordan.

Lyt med oprigtig interesse

Lyt oprigtig til, hvad den anden siger. Ikke til det, du tror vedkommende siger.
Lyt helt oprigtigt interesseret til, hvad vedkommende siger.

De ting, som du undrer dig over og ikke kan nikke genkendende til, dem spørger du ind til. I stedet for at springe op og sige;

Det passer ikke.
Det har jeg aldrig sagt.
Det kan du selv være.


Herefter kan du bede den anden lytte til dig og fortælle, hvordan du ser på det.

Når I har forsøgt at tale jer til rette og kan konstatere, at det kan I ikke, så kan I vælge at blive enige om, at I ser meget forskelligt på det. Populært sagt være enige om at være uenige. Det er ikke alle konflikter, der nødvendigvis har en løsning her og nu. Nogle gange er løsningen, at der ikke er nogen løsning lige nu.

Den absolut mest effektive måde at nedtrappe konflikter på er ved selv at stoppe konflikten.

Vi har en stor tendens til at fokusere på modparten, hvad hun og han skal gøre.
Men vi kan også selv vælge at gøre noget.
Vi kan vælge at stoppe. Ikke at bidrage yderligere til konflikten.

Så i stedet for at sige ”Nu stopper du”, kan vi vælge at sige ”Nu stopper jeg”.