Jeg var på barsel med mit femte barn, min søn, som min mor aldrig har set

0
47

Sundhedsplejersken skulle komme og tjekke mål, og lave den sædvanlige test for depression.

Kan stort set ikke huske, hvordan eller hvorledes vi kom ind på emnet dåb, som jeg ikke havde den vildeste lyst til at tale om, fordi spørgsmål som, hvem kommer til dåben bliver stillet. Det gik fra at være en almindelige test til en meget ”nøgen” og følsom samtale…

Det kommer jeg tilbage til senere.

Et umuligt valg

Jeg er et 78’er barn, som voksede op med mor og far i et almindeligt villakvarter. Jeg voksede op som enebarn, og da jeg er otte år, bliver jeg stillet for dét ansvar at skulle vælge imellem mine forældre.

Min mor skulle bo hos en anden mand, så jeg valgte min far, fordi jeg syntes, at det var synd for ham, hvis han skulle være HELT alene.
Jeg fik selvfølgelig samvær med min mor hver anden weekend og mere i ferier.

Jeg husker, at jeg brugte en stor del af min tid ude hos min mor på, at “kæmpe” for at være sammen med hende, i alle hendes gøremål, som vasketøj, opvask m.m. så rendte jeg rundt efter hende.

Det blev så betydeligt værre, da hun fik to børn med den nye mand. Jeg kan huske, at hun tit bad sin mand om at tage mig med, når han skulle handle, jeg hadede det virkelig, jeg ville jo bare være sammen med min mor. Jeg så hende jo ikke hver dag.

Når jeg sådan rigtig tænker over det, nu jeg selv er mor, så kan ikke huske, hvornår hun har fortalt mig, at hun elskede mig…. Ikke at jeg ikke fik omsorg, for fik kram og kys men aldrig de tre ord.

Når jeg havde været på weekend og skulle i skole, var det så svært, at slippe hende og endte altid i gråd ude på parkeringspladsen ved skolen.
Det bedste jeg vidste var at gå en tur med min mor, eller give hende en tegning, dem satte hun altid stor pris på, jeg fik i hvert fald ros, som gjorde at jeg tegnede endnu mere.

Aldrig rigtig hjemme

Jeg følte mig aldrig rigtig ”hjemme” hos min mor, hendes mand gik altid og overvågede mig, når jeg legede med min ti år yngre lillebror. En dag blev det ALT for meget for mig, han mente jeg havde gjort min bror noget, jeg blev så gal og kan stadig huske som voksen, hvordan min vrede endte med at en pige på kun 12 stod og råbte forsvarende til sig selv, fordi der ikke var en anden voksen, som skred ind, kan huske han bare stod og grinte mig op i hovedet, hvilket jo ikke gjorde noget bedre, imens stod min mor bare ude i køkkenet tre-fire skidt væk fra kaos.

Jeg fik engang et postkort fra min mor i sommerferien, hvor hun og hendes nye familie havde været på ferie, hvor der stod ALT hvad de havde oplevet, af dejlige ting.

Kan ikke huske følelsen, men kan næsten regne ud hvordan det har været .

Da min lillesøster skulle døbes, tog jeg billedet af dem alle fire udenfor kirken.
Det siger bare, hvor lidt jeg følte mig som en del af min mors nye liv.

Den korte lykke

Den allerbedste tid med min mor var, da hun var på krisecenter med mine søskende i samme by, hvor jeg boede med min far.

Der så vi hinanden hver dag, det lyder virkelig frygtelig, når hendes krise kunne være min lykke. Der var hun der 100 %, jeg kan tydeligt huske, at vi sad og spiste lune gifler og jeg råhyggede med mine søskende, inden jeg skulle til træning. Jeg har været ca. 17 år, så jeg kunne selv cykle frem og tilbage også hvis det blev sent.

MEN glæden var kort, før hun igen boede sammen med mine søskendes far.
Jeg endte med at sige nej til samvær med min mor, ikke fordi jeg ikke ville se hende, men kunne ikke være i det liv hun valgte længere. Min far forstod og det var sådan en lettelse.

For at komme tilbage til besøget af sundhedsplejersken. Det endte med, at hun mente, at min mor har valgt mig fra flere gange, og jeg er blevet det sorte får på baggrund af, hvad jeg dengang som otte år gammel fravalgte hende og valgte min far til. Hun mente også, at jeg bar på en stor sorg, sorgen over aldrig at have haft en mor.

Jeg tror aldrig jeg har grædt så vildt og så ustoppelig før, for hun havde jo så fuldstændig ret. Jeg bar/bærer en sorg over én manglende mor-rolle i mit liv, som er SÅ smertefuldt at ”dykke” ned i….
Det var både en lettelse og en dyb sorg at forstå.

Fortsættelse følger.

Efterlad en kommentar

avatar
  Subscribe  
Notify of