Hvordan får jeg min ”gamer”-bonus-søn på 14 år til at deltage i familieaktiviteter?

Hvordan får jeg min ”gamer”-bonus-søn på 14 år til at deltage i familieaktiviteter? Han synes, at vi forstyrrer hans liv, når vi beder ham om det.


Kære bonusforælder

14 år er en alder, hvor de unge typisk begynder at vende sig væk fra familien og søger relationer og aktiviteter, der ikke er lige så funderet i familien som tidligere. Det skal man som forældre vænne sig til.

Psykologisk set tilfredsstiller gaming nogle helt grundlæggende menneskelige behov, fx det sociale behov (man kan spille med/mod andre) og behovet for selvstændighed (i spilverdenen får man en oplevelse af at kunne styre en hel verden). Derfor er det en meget stærk kraft, du er oppe i mod, når du beder ham slukke.

Der er selvfølgelig nogle knapper, I kan skrue på for at mindske skærmtiden og øge familietiden. Udover at sætte nogle nye rammer for, hvor meget og hvornår han må spille (og risikere en vred teenager, der savner sin hobby), kan I bruge nudging til at skubbe hans adfærd kærligt i den rigtige retning. Her kan du særligt have to elementer i baghovedet: Gør det NEMT og gør det ATTRAKTIVT.

Attraktivt og nemt

Nemt: Her handler det om at gøre familieaktiviteterne nemme at deltage i og gaming sværere. I kan fx indlægge familieaktiviteter såsom et spil UNO lige efter aftensmaden, hvor I alligevel er samlet, for at gøre det nemmere for ham at være en naturlig del af aktiviteten. Omvendt kan I gøre spiladfærden mere bøvlet ved fx at give ham daglige pligter, der skal løses, inden han må spille, eller placere computeren i et andet rum end hans værelse, så den ikke er så lettilgængelig.

Attraktivt: Gør familieaktiviteterne attraktive, fx med lidt sødt, eller hvad han kan lide. Omvendt kan man gøre gaming mindre attraktivt ved alt fra at skifte den bløde gamerstol ud med en taburet til at placere spilstationen i jeres fællesopholdsrum, så han naturligt bliver en del af familien.

I kender ham bedst og ved, hvad der er attraktivt – og ikke attraktivt – for ham, og hvordan I kan gøre det nemmere at deltage i familieaktiviteterne frem for at spille computer. Men husk, at det er en stærk kraft, nærmest en drift, I er oppe imod, og at det er helt naturligt, at han nu begynder at forme sit selvstændige liv, der i mindre grad involverer jer.

God fornøjelse med det.

Kærligst, Annemette

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments