Har du brug for hjælp til indkøb, hundeluftning eller måske rengøring?

Kræftens Bekæmpelses app ”Sammenholdet” hjælper med koordinering og information. Det gælder, hvad enten du er kræftpatient, i karantæne eller på anden vis har brug for at række hånden ud til dit netværk i en svær tid.

Digitalt fællesskab

I øjeblikket er hele Danmark i alarmberedskab, og det påvirker os alle. Nogle er i karantæne, særligt sårbare mennesker er gået i frivillig isolation af frygt for at blive smittet med ny coronavirus, skoler og institutioner landet over er lukket ned, og mange mennesker har brug for hjælp i en svær tid.

Og her kan Kræftens Bekæmpelses app ”Sammenholdet” være et vigtigt og brugbart redskab – ikke kun for kræftpatienter, men for alle, der har brug for at informere sit netværk og bede om hjælp. Det fortæller Marie Lawætz, der er chef for Kræftlinjen og digitale fællesskaber i Kræftens Bekæmpelse.

– For rigtig mange danskere er hverdagen i disse dage sat på standby, og overskuddet til praktiske gøremål kan være meget lille. Heldigvis har flere af os en omgangskreds, der gerne vil hjælpe. Men man ved måske ikke præcis, hvordan man bedst hjælper eller med hvad – her vil vi klart anbefaler, at man benytter sig af et værktøj som Kræftens Bekæmpelses app ”Sammenholdet”, siger Marie Lawætz.

Information og koordinering

I appen kan patienter oprette en profil, eller pårørende kan oprette en profil på vegne af den, der har brug for hjælp. Når profilen er oprettet, inviterer man netværket ind, hvorefter man kan udbyde forskellige opgaver.

– Appen tjener overordnet to formål. For det første kan den bruges til at holde netværket orienteret om, hvordan man har det, og hvordan det går i ens forløb. For det andet kan den bruges til at udbyde konkrete opgaver. Eksempelvis hjælp til at gå med hunden, passe børnene, køre til sygehuset eller hjælp til at gøre rent, forklarer Marie Lawætz.
Nogle vælger også at oprette Facebookgrupper til at holde netværket orienteret, men fordelen med appen er, at ens data her er beskyttede.
Appen kan downloades gratis, der hvor du henter apps og kan benyttes af både kræftpatienter og andre, der har brug for hjælp eks. fordi de har andre alvorlige sygdomme eller er i karantæne.