by Jeg er curlingmor, det indrømmer jeg gerne. Jeg elsker mine to store drenge, min skønne niece og mine dejlige nevøer. Jeg elsker alle deres venner og jeg elsker min søde svigerdatter. I virkeligheden elsker jeg bare børn og unge. Det er fantastisk at se dem udfolde sig, fra små søde unger til store teenagere, for til sidst at ende som unge mennesker, uden anden bekymring i verden, end hvad de skal lave i weekenden…
Men der findes desværre bare mange børn og unge der virkeligt har mange bekymringer…
Og jeg har altid drømt om at hjælpe børn der har det svært. At blive plejemor. Men jeg blev jo selvstændig allerede dengang Nicholas lå inde i min mave, og det var i forvejen noget af et puslespil at få til at gå op, at jonglere imellem to små drenge og mit job som selvstændig, samtidigt med at drengenes far også havde egen virksomhed (og arbejdede meget) dengang. Så det blev aldrig til noget, og nu er drengene blevet store og uafhængige af mig og farmand, og vi voksne har nu pludseligt fået meget mere frihed og tid til os selv, til at gå ud og spise, til at tage på weekender og til at rejse på ferier alene – uden børn. Og det kan altså også noget.
Ja, jeg savner mine drenge, og særligt Nicholas der er flyttet hjemmefra, men også Lucas, som engang gad at se tv med mig, men som nu – helt naturligt – helst vil være sammen med sin søde kæreste og alle hans gode venner…
En drøm om at arbejde på et bosted/ en døgninstitution
De sidste mange år har jeg drømt om at arbejde på et bosted. Om at kunne være noget for andre, at gøre en forskel (også selvom det kun er for en kort stund) for børn og unge. Jeg har så uendelig meget kærlighed og omsorg at dele ud af til de her skønne unger, og jeg tror at man kommer langt med et lyttende øre, et opmærksomt øje og lidt forkælelse. Hvis jeg kan give nogle børn og unge bare en lille smule tryghed, og følelsen af at blive hørt og forstået, så er jeg glad. Så har jeg gjort en forskel…
Så da jeg en dag faldt over en hjemmeside for et særligt bosted, følte jeg, at lige der var mit sted. Det var her jeg skulle være… Så jeg ringede forstanderen op og talte ørerne af hende, indtil hun lovede at hun ville tale med sin leder om mig. Så de kunne overveje at give mig en chance, for at vise at de også har brug for mig. TRE måneder gik jeg og ventede og ventede (og ringede indimellem utålmodigt og spurgte om de havde glemt mig), indtil lederen en dag ringede og spurgte om jeg havde lyst til at komme på besøg!
Det var lige præcis som jeg drømte om, og jeg fik skaffet mig to prøvevagter, hvor vi kunne se hinanden an. I sidste uge var så den første vagt (på 5 timer), og det gik over al forventning. Ja, jeg var nervøs, for jeg har ikke arbejdet med børn siden jeg som ung pige (altså for 30 år siden) arbejdede i en integreret institution. Allerede dagen efter ringede lederen mig op og spurgte om jeg kunne tage en 14 timers vagt dagen efter. Og JA selvfølgeligt kunne jeg det. Det blev en (meget) lang lørdag, men det var så hyggeligt at være sammen med de søde unger og ikke mindst de søde personaler. Så lige nu er jeg glad og lykkelig for at jeg fik lov at prøve, og jeg venter spændt på om min telefon ringer, med en leder i røret, der forhåbentligt tilbyder mig flere vagter sammen med de skønne unger…
Og ja, jeg elsker altså også stadig mit Børn & Fritid onlineunivers herude, det fortsætter jeg også med. Det bliver en god kombination af jobs i 2 forskellige verdener, hvis de altså vælger at gå videre med mig på bostedet 🙂