Fnidder og jalousi i klassen

Kære brevkasse,

Min datter går i 4 klasse og der er så meget fnidder og jalousi i klassen. Der er (som der jo altid er) 2 stærke piger, og min datter er splittet imellem dem. Hun kan ikke li at sige nej til legeaftaler, fordi hun er bange for at de andre bliver sure på hende. Hun mangler lidt pondus og at kunne stole på sig selv og ikke være bange for at nogle bliver sure.

Kære forælder

Det er godt set af dig, og du kan gøre hende en stor tjeneste ved at lære hende at navigere i det allerede som barn – for ellers risikerer hun at stå på en arbejdsplads en dag om mange år og have svært ved at sige nej til de opgaver, som kollegerne kommer med.

Det er helt naturligt, at børn ikke kan lide at sige nej til legeaftaler. Det skyldes, at vi som flokdyr gerne vil være en del af flokken – og hvad nu hvis vi en dag selv får nej? Og hvad nu hvis andre bliver sure på os? Relationer er meget vigtige for os mennesker. Tal med din datter om, hvor mange andre gode relationer, hun har (i familien, til fritidsinteresser, i nabolaget, etc.).

Tal desuden om de værdier der er i de gode, sunde relationer – fx at man kan være sig selv, at alle er lige meget værd, at man er sød og venlig over for andre, etc. Det er igennem snakke som disse, at du er med til at skabe din datters værdigrundlag, så sæt god tid af til det – og gerne ad mange omgange. Måske får hun øjnene op for, at de ’stærke piger’ slet ikke er de bedste at være veninder med.

Du skriver ikke, hvor gammel hun er. Men du kan hente meget hjælp i børnebøger – enten i højtlæsningsbøger eller i bøger, hun selv kan læse. Bed børnebibliotekaren om hjælp til at finde bøger, hvor børn siger fra eller står ved sig selv og lykkes med det. Det kan give hende ro til også at turde.

Held og lykke.
Kærligst, Annemette

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments