Et tilbud til alle danske børn

35

Alle danske børn får tilbuddet om at indgå i det danske børnevaccinationsprogram og blive vaccineret gratis mod ni infektionssygdomme.

Af Henriette Rosenthal

Måske har du prøvet det? At gå til lægen med dit lille pus, der skal til rutineundersøgelse og have en af de vaccinationer, der følger med det danske Børnevaccinationsprogram. Den lille smiler og pludrer med lægen, der signalerer til dig, at nu er det tid til ”det lille prik”. Det er ikke den sjoveste opgave, at være med til at påføre den lille den forskrækkelse det er, når lægen stikker nålen i og injicerer væsken fra sprøjten.

Livstruende

Det danske børnevaccinationsprogram

Sygdommene, som man forsøger at minimere smitten af, kan i værste fald være livstruende, hvis et barn rammes af dem. Børn, der er i en udsat position på grund af et svækket immunforsvar eller sygdom og ikke selv kan tåle at blive vaccineret, kan i endnu ringere grad tåle at blive eksponeret for disse sygdomme. Derfor er det vigtigt, at man ikke åbner muligheden for, at disse sygdomme blusser op igen i Danmark. Jo flere børn, der bliver vaccineret, desto færre kan bringe smitten videre.

Hvad vaccinerer vi mod?

  1. Difteri, der bl.a. kan give alvorlig og livstruende halsbetændelse.
  2. Stivkrampe, der kan fås efter sårinfektion og resultere i en livstruende krampetilstand.
  3. Kighoste, der kan være alvorlig især hos helt små børn.
  4. Polio, der kan medføre blivende lammelser.
  5. Hib-infektion (Hæmophilus influenzae type b), der kan medføre meningitis eller strubelågsbetændelse.
  6. Pneumokoksygdom, der kan medføre blodforgiftning og meningitis.
  7. Mæslinger, der giver høj feber, hoste, forkølelse, øjenirritation og udslæt samt risiko for alvorlige komplikationer, f. eks. lunge- eller hjernebetændelse.
  8. Fåresyge, der giver hævede spytkirtler og let feber og kan medføre meningitis (hjernehindebetændelse) eller testikelbetændelse samt varige mén.
  9. Røde hunde), der giver let feber, hævede kirtler og udslæt. Smitte af gravide inden for de første tre måneder af graviditeten kan medføre abort eller fosterskader.
  10. Livmoderhalskræft. Både drenge og piger tilbydes HPV-vaccination. Tilbuddet gælder for piger på 12-17 år og for drenge, der er fyldt 12 år 1. juli 2019 eller senere. HPV-infektioner forekommer i over 100 forskellige undertyper. Nogle af disse typer forårsager vorter, andre typer forårsager kønsvorter, og visse kræftfremkaldende typer er årsag til livmoderhalskræft.

Kilde: Statens Serum Institut

Hvem beslutter hvilke vacciner der skal indgå?

Sundhedsstyrelsen administrerer og rådgiver om det danske børnevaccinationsprogram. Sundhedsministeren beslutter efter faglig indstilling fra Sundhedsstyrelsen, hvilke vacciner der skal være i programmet.
Kilde:Sundhedsstyrelsen

”Flokbeskyttelse”

Nogle børn kan ikke tåle at blive vaccineret, fordi de er enten er for små eller har bestemte sygdomme. Disse børn vil være beskyttet, hvis tilstrækkeligt mange andre børn vaccineres, så virus ikke kan cirkulere i befolkningen. Dette fænomen kaldes ”flokbeskyttelse”.
Kilde: Sundhedsstyrelsen

Hvad er en vaccine?

børnevaccinationsprogrammet

En vaccination beskytter barnet mod alvorlige sygdomme, som skyldes bestemte vira eller bakterier. Når barnet vaccineres, danner det antistoffer, som beskytter på samme måde, som hvis barnet selv havde haft sygdommen. Hvis barnet senere udsættes for de bakterier eller vira, som det er vaccineret imod, vil kroppens immunsystem ”huske” disse mikroorganismer og antistofferne kan straks bekæmpe dem. Vacciner kan enten være såkaldte ”dræbte vacciner” eller ”levende vacciner”. Dræbte vacciner indeholder dele af dræbte vira eller bakterier, mens ”levende vacciner” indeholder levende vira og bakterier i en svækket form.