Telefoner, tablets og computere er en stor del af hverdagen hos danske børn. Mere end halvdelen af alle børn mellem 6-12 år bruger to timer eller mere på internettet dagligt. Ser man på de 13-18-årige, så bruger 85 pct. mere end to timer bag skærmene dagligt. Og det, der bekymrer forældrene mest, er, at børnene bliver kontaktet af fremmede, viser en undersøgelse blandt danske forældre udarbejdet af Epinion for Codan.
Og forældrenes bekymring er ikke uden grund. Mere end hver tiende (12 pct.) af de danske forældre fortæller således, at deres børn er blevet kontaktet af fremmede på nettet. Et tal, der vel at mærke tager udgangspunkt i forældrenes eget skøn, og som derfor formentlig reelt set er endnu højere.
”Vi kan ikke forhindre fremmede mennesker i at tage kontakt til vores børn. Heller ikke når de er online. Men vi kan klæde børnene på, så de ved, hvordan de skal reagere, når beskeder tikker ind fra folk, de ikke kender. Og så er det en god idé at overholde aldersbegrænsningen på 13 år på sociale medier, så børnene er bedst muligt rustet til miljøet på de sociale medier,” siger Mette Heering Pontoppidan, Kommunikations- og marketingdirektør samt CSR-ansvarlig hos Codan.
Børn skal lære om online sikkerhed
For mange forældre kan opgaven med at forberede deres børn til et liv online virke udfordrende. Af Codans undersøgelse fremgår det, at knap halvdelen af forældrene ikke føler sig rustede til at lære deres børn om sikkerhed på nettet.
Liselotte Larsen, der er pædagogisk konsulent i Ungdomsbyen & UNESCO, forklarer:
”Det er vigtigt, at forældre holder fokus på deres ansvar som forældre. Vi kan godt blive forblændede af børnenes lette omgang med det digitale. Men vi oplever desværre ofte, at børnene misforstår ting, ikke er kritiske og derfor havner i nogle uheldige situationer. Derfor handler det ikke om, at forældre skal vide alt omkring teknikken, men om at de skal tale med barnet og signalere, at man som voksen godt ved, hvad der kan ske på de sociale medier, og at barnet altid kan komme til forældrene, hvis der sker noget.”
Udover at kende til den sociale del af børns brug af internettet, bør forældrene kende til et minimum af den tekniske side af sagen. Fx er det vigtigt, at børnenes webkamera på de forskellige enheder er dækket til, så eventuelle fremmede ikke kan få adgang til det. Og forældrene kan med stor fordel få sidemandsoplæring af deres børn, så de får et indblik i, hvad de forskellige spil og sociale kanaler giver af udfordringer og muligheder for børnene.
Gode råd til forældrene
- Du behøver ikke være teknisk ekspert for at kunne guide dit barn om sikker adfærd på nettet
- Spørg nysgerrigt ind og vær på nettet sammen med barnet
- Spørg til, hvad barnet selv tænker om eksempelvis at dele billeder eller chatte med andre
- Spørg åbent til, hvad barnet gerne vil have hjælp til
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet Epinion for Codan. Der er i alt gennemført 1.226 CAWI-interview i juli 2018.
Udvalgte resultater fra undersøgelsen
- 42 pct. af børn mellem 6-12 år er sjældent eller aldrig under opsyn, når de er på nettet
- 30 pct. af forældre til børn mellem 6-12 år er bekymrede i meget høj grad eller høj grad for deres børns færdsel på internettet
- Kun lidt mere end halvdelen (56 pct.) af forældrene føler sig rigtig godt eller godt rustet til at lære deres barn/børn om sikkerhed på nettet
- Kun 50 pct. af forældrene til børn mellem 6-12 år vurderer, at deres børn er rigtig godt eller godt klædt på til at færdes på nettet
- 30 pct. har ikke set, hvad deres børn laver på internettet inden for det sidste halve år, og 15 pct. er i tvivl om, hvilke sider børnene besøger – de er dog bevidste om deres ansvar.
- Blandt børnene mellem 6-12 år bruger 59 pct. to timer eller mere på internettet dagligt. For de 13-18-årige er dette tal 85 pct.
Det bekymrer forældrene sig mest om, når børnene går på nettet:
- 46 pct.: At deres børn får kontakt med fremmede på nettet
- 37 pct.: At deres børn bliver udsat for mobning
- 36 pct.: At deres børn bliver udstillet mod deres vilje
- 29 pct.: At deres børn bliver udsat for identitetstyveri
- 28 pct.: At deres børn kommer til at videregive private oplysninger