Den svære balancegang i parforholdet

44

Skilsmissestatistikken taler sit tydelige sprog og budskabet er, at 46,75 % af danskernes ægteskaber blev opløst af en skilsmisse i 2017.

Af Henriette Rosenthal Muld

Det er Danmarks Statistik, der holder mandtal hvert år. Der må bestemt findes mere festlige statistikker at give sig i kast med. For faktum er, at en skilsmisse for manges vedkommende er en smertelig affære, og særligt hvis der er børn involveret, kan det være som at balancere på et knivsæg.

Hvordan holder vi fast?

Når vi mødes i forelskelsens rus, kan alt lade sig gøre. Man bimler og bamler rundt i sin egen verden, og det er i særlig grad det rosenrøde skær, der breder sig over alt.

Man er blind og døv for omverden. Efter en tid får man både syn og hørelse igen, og det er nu, at det skal vise sig, om forholdet er bæredygtigt. Hvis ja, og vi tager skridtet fuldt ud og får børn, er der nu fare for, at hverdagen med dens arbejde og pligter nemt kommer til, at farve det før så blide skær om til en lettere grå tone. Og det kan være svært at forhindre denne nedadgående spiral.

Det pudsige er, at hvis vi gav vores ægtefælle eller partner den samme opmærksomhed, som vi gerne ofrer på vores kolleger i hverdagen og Netflix og diverse andre streamingtjenester hver aften, ville vi måske få samme positive opmærksomhed igen? Kloge hoveder siger nemlig, at græsset er grønnest, der hvor du vander det. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Måske var det en god idé, at prøve at planlægge små oaser i familielivet, hvor der er fuld skrue på kærlighed, elskov og tætte samtaler – eller måske bare den biograftur man har talt om i evigheder, men bare aldrig fik taget sig sammen til.

Det ender ofte med, at være en klassisk ”win-win situation”, hvis man er så heldig at børnenes bedsteforældre bor i nærheden, og kan træde til som frelsende ”parterapeuter” i form af børnepasning. Børnene bliver grundigt forkælet, og bedsteforældrene har mulighed for at komme endnu tættere på de elskede børnebørn. Hvis denne mulighed ikke eksisterer, kan man alliere sig med forældrene til børnenes legekammerater. Hvad med simpelthen at få en legeaftale med overnatning ungerne imellem, en gang om måneden, på skift hos hinanden?

Hvad gør dig glad?

Fritid hver for sig? Det må der gerne være plads til.

Vi forelsker os i hinandens personligheder, og de egenskaber og interesser vi hver især har. Selv om forelskelsen ændrer sig til kærlighed, og familielivet og frikadellefarsen sniger sig ind på os, må vi gerne fastholde, at vi også er selvstændige individer med forskellige behov. Hvis man lige husker, at tage hensyn til resten af familien, er det ok at dyrke sin sport, kortspilleaftener, madlavningskurser, eller hvad der nu er med til at gøre os til glade hele mennesker.

Planlægning…

Det er ikke så nemt, som det lyder, at bevare et sjovt og givende parforhold. Men en ting er sikker, og det er, at det afgjort hjælper, hvis vi er opmærksomme, og tager os tiden til at pleje det. Planlægning kan være kodeordet. Put tid til pleje af parforholdet ind i kalenderen. Måske føles det lidt kunstigt i starten, men hvis ikke der er afsat et helt konkret tidspunkt, ender man ofte med at udsætte netop dette nødvendige pusterum, og så er der større risiko for at havne i den triste statistik over skilsmisser.