Den “perfekte” fødsel

Hvad er det?

Min mand og jeg ventede en skøn lille dreng. Hele min graviditet gik super, og jeg havde virkelig en nem graviditet. Vi nærmer os terminsdato “22 januar 2018” hvor jeg desværre går 6 dage over tid……“buuh”..

Nå men ja, vi må vente, vente, vente..

Da det bliver lørdag den 27.01.2018, går mit vand om morgen kl. 05:00. Men ikke sådan “woow, plask” som man ser i Hollywoodfilm, nej mere sådan hvor jeg tænker “føj jeg tisser i bukserne”. Det løb lige så stille ud af mig, så jeg tørrer mig og tager bind på, og går i seng igen.

Kl 06:30 vågner jeg igen og tænker at det var da mærkeligt, “har jeg tisset i sengen”? Det var vådt og ulækkert, så jeg går i bad, og ca. kl. 07:00 træder jeg ud af badet og der kommer plasket.

Mit vand løber ud af mig, så jeg skynder mig ind for og vække min mand, som er helt forvirret og vi står begge der og tænker: hmm hvad nu?

den perfekte fødsel

Min mand ringer til fødegangen som siger vi skal lige vente, da jeg ingen veer eller noget har. Vi venter 3 timer og kører derefter ind, hvor jeg bliver undersøgt. Alt ser fint ud, dog åbner jeg mig ikke, så vi sendes hjem igen, og bliver bedt om og komme igen om 3 timer. Kl. bliver 11:45 før jeg begynder at få lidt ondt og det niver, så vi kører derind igen. Da har jeg kun åbnet mig 1,5 cm, men de vil så give mig ved drop, hvilket jeg siger ja tak til.

MEN! Dette skulle jeg aldrig have sagt ja tak til. Jeg begynder at få veer, og de er ret voldsomme, men ikke mere end jeg kan klare det med de stik “sterilvand”, de sprøjter ind i huden af modsatte side, af hvor det gør ondt.
Min søde jordemor kæmper en kamp, da vores søn ikke sidder helt fast i mit bækken. Vi prøver med alle midler, og jeg åbner mig så fint som jeg nu skal. Kl. er nu 22.30 og jeg har åbnet mig de 10 cm, og jeg må nu presse alt hvad jeg kan.

Det gør jeg. Jeg presser og presser og presser, MEN ingenting sker. Jeg presser på alle mine jordemors signaler, men ingenting sker. De siger de ser et hoved som bevæger sig i takt med mine veer. Jeg begynder at blive træt og udmattet og kan ikke meget mere. Jeg presser og presser men ingenting sker.

Det hoved vil ikke ud, så det ender med at de tager nogle prøver, og sætter en måler ind på hovedet af vores søn. Dee kan se at alt ikke er helt fint, han er også ved og miste kræfterne, så de beder mig presse en gang til, men der sker ingenting.

De tager nogle nye prøver, og de viser meget dårlige tegn. Det ender med, at det sidste jeg rigtig husker er, at der lige pludseligt kommer mange ind på stuen, og en siger: I har 16 minutter fra nu. De ender med at tage alle dimserne af mig, og kører afsted med mig. Lidt efter ligger jeg på en operationsstue og ved ikke en dyt om hvad der skal ske, og min mand er der ikke.

Lidt efter kommer min mand, og jeg er ked af det og siger undskyld, undskyld, undskyld, hvorfor ved jeg ikke. En læge siger til mig, at nu vil jeg føle at der går en elefant på mig. Jeg mærker et voldsomt ryk i maven som ikke er rart. Jeg kigger på min mand og spørger hvad der sker, han siger: han er ude nu skat, han er ude. Jeg bliver forvirret og ked af det, for jeg har jo set på film at babyer græder når de kommer ud, og for mig er de 16 minutter jo gået og hvad er der sket?

Der kommer en hen til min mand og spøger om han vil se ham, og det vil han gerne. MEN hvad min mand ikke ved er at han skal se en lille dreng der kæmper for sit liv, han er helt blå. Jeg græder, for hvorfor græder vores søn ikke og hvad er der sket? Ingen siger noget til mig, min mand kommer hen til mig og græder og siger han er så smuk. Herefter kan jeg desværre ikke huske mere, andet end at jeg først ser vores søn søndag den 28.01.2018 kl 10:30 og han er født med akut kejsersnit kl 02:50 natten fra den 27.01-28.01.

Jeg får at vide, at de havde bøvlet med ham da han kom ud, for det de kunne se som de troede var hovedet, var en voldsom fødselssvulst, fordi jeg presset ham ind på min bækkenknogle, fordi han lå skævt.

Den perfekte fødsel

Han var faktisk ved at miste alle kræfter. Jeg bliver så ked at det, da jeg hører dette og begynder bare at græde og græde og græde.

Jeg have slet ikke på noget tidspunkt i min graviditet fået noget og vide om akut kejsersnit og hvad det indebærer. For alle føder jo “normalt” og det er jo også det bedste for barnet. Og jeg endte desværre med en voldsom fødsels-depression.

Min mand og jeg kom op på fødegangen og troede vi skulle ha´ en “perfekt” fødselsoplevelse sammen. Men det endte med en voldsom oplevelse, som jeg stadigvæk kæmper med i dag. Jeg ville ønske, at alle gravide for snakket med sin jordemor om akut kejsersnit, for dette er en voldsom oplevelse når man tror man skal noget andet.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments