Chokoladekage med vaniljeflødeskum og hindbær

Det skal du bruge til den lækre chokoladekage:
200 g smør

200 g mørk chokolade

200 g Dansukker Brun Farin

5 æg

1 spsk. mandelmel

Vaniljeflødeskum
4,5 dl piskefløde
70 g Dansukker Flormelis
Korn af 1 vaniljestang

Pynt
2-3 bakker friske hindbær
20 g usaltede pistacier
Myntekviste

Sådan gør du:

Chokoladekage
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Smelt smør i en gryde, og tilsæt den hakkede chokolade. Rør rundt, indtil chokoladen er smeltet. Tag gryden af varmen, og rør brun farin i. Køl lidt af og pisk i mellemtiden æggene let sammen i en skål. Tilsæt æggene lidt ad gangen til chokoladeblandingen. Vend til sidst mandelmel i. Bag kagen i en bradepande (størrelse ca. 32 cm x 24 cm) beklædt med bagepapir i ca. 20 minutter. Kagen skal føles lidt ubagt, den sætter sig på køl, og den skal helst bages en dag i forvejen. Opbevar den på køl indtil servering.

Vaniljeflødeskum
Pisk fløde, flormelis og vaniljekorn til flødeskum i en skål.

Pynt
Fordel et lag af vaniljeflødeskummet på kagen og kom resten i en sprøjtepose med en stor rund tylle. Placér hindbærrene på kagen i felter som et Dannebrogsflag. Sprøjt resten af vaniljeflødeskummet ud som store runde toppe mellem firkanterne. Hak pistacierne fint og drys i kanten af kagen sammen med friske mynteblade. Servér straks eller stil på køl indtil servering.

Opskriften er udlånt af Dansukker