Annette Clemmensen – (Hvem er jeg?)

Hej med jer, A her.

Jeg har tænkt over hvad mit første indlæg skulle handle om. Før vi kommer til det, vil jeg kort fortælle om mig og min familie.

Jeg er mor til 2 dejlige børn. Mathilde på 5,5 (hvis jeg ikke fik den halve med, ville hun blive sur :p) og Valdemar på 3. De går begge i samme børnehave.
Jeg er gift med Jesper, vi har 5. års bryllupsdag i år. Han er mit livs kærlighed, og jeg kan være en irriterende love-spammer nogle gange. Jeg selv er soldat, det er min mand forresten også, og så er jeg “træningsnørd”.

Jeg elsker at løbe, det er min terapi, og jeg startede i sin tid efter jeg gik fra min x-kæreste (Ham skal jeg nok fortælle om en dag).

Jeg træner hver dag, det er naturligvis en del af mit erhverv. Men jeg synes også det er vigtigt med en stærk krop, især når man som mig også elsker at spise pizza og fredagssnolder med ungerne. Jeg får mange henvendelser på min instagram profil, omkring netop træning, men også hvordan jeg får tid til det. Derfor vil jeg kort beskrive nogle af de tiltag jeg tager i min hverdag.

Fremadrettet vil der komme mere til om træning.
Vi har som de fleste familier med børn, også madpakker, vasketøj der kaster op, opvask og ting at gå til. Men jeg tænker altid træning ind i hverdagen. Nogle af de ting jeg laver er:

  • Når tøj lægges sammen, tager jeg squats (ja det kan blive mange)
  • Når jeg vasker op, laver jeg knibeøvelser
  • Når jeg smører madpakke, laver jeg englehop
  • Når jeg gør rent, laver jeg forskellige øvelser (mavebøjninger, rygbøjninger osv.)
  • Løber gerne med min datter på cyklen ved siden af, i snakketempo.

Man skal prøve at tænke de små muligheder ind i sin hverdag. De kloge siger man skal træne 30 minutter om dagen. Det er lige præcis 2,08 % af sin dag man skal finde 😉
Jeg glæder mig til at tage jer med ind i mit univers. Jeg er ikke ret god til filter, hverken på mine billeder eller i min hverdag, så i får tingene lige ud 😉

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments