Alkohol og gymnasiefester

Kære Annemette.

Min yngste dreng er lige startet i gymnasiet og på fredag skal de til årets puttefest. Han glæder sig helt vildt og snakker jo som om det bliver årets vildeste fest.

Som mor kan jeg jo godt forstå han glæder sig, og glæder sig til de kommende fester og oplevelser han får i fremtiden, men jeg kan ikke lade være med som mor at være bekymret for at slippe ham løs i det københavnske natteliv.

Mine tanker går automatisk til ”worst case scenario” og jeg er virkelig bekymret for hvis han nu skulle blive overfaldet, stoffer osv som jeg har hørt fra venners venner og selvfølgelig medierne.

Er det mig der er for dramatisk, eller har jeg faktisk grund til bekymring? hvordan arbejder jeg med at få noget mere ro på tankerne?


Kære bekymrede mor

Det er helt naturligt at bekymre sig, og desværre er bekymringer omkring unges drukkultur i nogle tilfælde berettiget. Vi har en vanvittig alkoholkultur i Danmark – det siger jeg som tidligere projektleder ved Alkohol & Samfund.

Det bliver nok desværre svært at rykke ved din søns indstilling til festerne. I teenageårene vender unge mennesker sig ud mod verden, og som forældre vil man ofte opleve, at venner og omgangskreds bliver vigtigere for dem end familien. Derfor er festerne også vigtige, da de er en mulighed for at skabe nye relationer og finde sin identitet som ungt menneske. Det kan være frustrerende som forælder, da man jo sjældent har noget imod festerne, men bekymrer sig om rusmidlerne, og hvad de kan føre med sig.

Unges alkoholkultur bør ændres. Både fordi ungdommen er en særlig kritisk periode for hjernens udvikling, og fordi der hver måned dør ét ungt menneske i Danmark af alkohol. Mange organisationer er pt i gang med bevægelsen #drukfriungdom, som blandt andet arbejder for at hæve aldersgrænsen for salg af alkohol til 18 år. Men inden vi når dertil, kan du som forælder finde inspiration til, hvordan du håndterer din teenagers alkoholforbrug på Alkohol & Samfunds hjemmeside: https://alkohologsamfund.dk/nyheder/gode-raad-til-foraeldre-saadan-haandterer-du-din-teenagers-alkoholdebut

Derudover kan du (evt. anonymt) gå i dialog med skolen om, hvordan I kan skabe flere fester med mindre alkohol, så du ikke skal gå rundt med de – berettigede – bekymringer. Du kan fx sende følgende Gymnasieguide til ledelsen, festudvalget og elevrådet på skolen: https://alkohologsamfund.dk/det-goer-vi/unge-og-alkohol/gymnasieguide Her er mange konkrete tips til fester med mindre alkohol.

Jeg håber, at du kan kanalisere al den energi, du bruger på at bekymre dig, over i en kamp for en bedre alkoholkultur på din søns gymnasium. I kan nå meget på de tre år, han skal gå der.

Kærligst, Annemette

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments