Pages Navigation Menu

Vitaminer

Vitaminer

Får dit barn nok vitaminer?

Det kan være lidt af en udfordring, at få børnene til at spise sundt og varieret. Det er vi imidlertid nødt til, hvis børnene skal have dækket det daglige behov for vitaminer.

Af Henriette Rosenthal Muld

Det kan være stærkt forvirrende, at bliv klog på sine børns spisevaner og yndlingsretter. Den ene dag elsker junior de små grønne ærter og fint udskårne gulerødder, den næste dag nægter junior kategorisk, at få andet end kogte pastaskruer øset op på sin tallerken. Grøntsager nej tak! Man kan så mene, at varieret kost her får en ny betydning. Problemet opstår, når junior for femte dag i træk fastholder sit nej tak til de sunde madvarer, for det er gennem kosten, vores børn bedst får dækket det nødvendige behov for vitaminer.

Tilstrækkeligt varieret kost eller vitaminpille?

I 2012 gennemførte Forbrugerrådet Tænk en undersøgelse vedrørende børn og deres indtag af vitaminpiller. Det viste sig, at lang flere børn end først antaget, fik dækket det daglige behov for vitaminer gennem sund og varieret kost. Faktisk viste det sig også, at en del børnevitaminpiller indeholder en for høj koncentration af næringsstoffer. I stedet for at indvirke positivt, kan disse vitaminpiller være decideret skadelige for børnene. Det er derfor vigtigt, at se sig grundigt for, når man køber børnevitaminpiller, hvis man er en af dem der har børn der enten er kræsne og derfor spiser ensidig kost, eller hvis man har en krudtugle der ikke “har tid” til at spise når maden står på bordet, og lever af krydderboller på sengekanten.

Sund kost

Det er vigtigt, at vi tager udfordringen op, hvis poderne afviser dagens sunde måltider. Børns krop og hjerne er i stadig udvikling, og har brug for gode solide byggesten, til at danne det fundament som skal holde hele livet.