Pages Navigation Menu

Vinterferie…

Vinterferie…

Vinterferien, der for skolebørns vedkommende er i uge syv eller otte, er ugen hvor nogle pakker skiudstyret og drager mod sneklædte tinder, andre pakker badetøjet og springer på en flyver til de varme lande. Og så er der alle os andre, der bliver hjemme og skal finde på noget at forlyste os med. Her får du lidt inspiration til vinterferiens udflugter.

Gå på ravjagt om vinteren i toppen af Danmark

Det er koldt at samle rav om vinteren. Men det er faktisk også en af de bedste årstider at gå på jagt efter “Danmarks guld”. Det er på denne årstid, de mange kraftige storme roder op i havbunden og sender ravet med bølgerne ind på stranden. Mulighederne for at finde rav er gode i Vendsyssel. Der findes flere gode rav-strande langs den kilometer lange kyst. Er man heldig, kan man finde rav på de fleste strande, dog er mulighederne størst ved de brede, lavvandede strande. Skulle man så være heldig at finde rav, er det faktisk temmelig let at kende rav fra sten. Rav er let og vejer kun en tredjedel af, hvad en sten vejer. Rav har en hul klang, så hvis man slår det forsigtigt mod tænderne, lyder det hult. Sten føles altid koldere end rav, og så er rav blødt. Med en sten kan man ridse i rav, så der springer små splinter af. Det kan man ikke med en sten.

Kilde: Toppenafdanmark.dk

Kæmpemæssigt legeland

Dinos Legeland i Ishøj er en kæmpemæssig legeplads med dinosaur som tema. Her kan børn boltre sig på rutsjebaner, hoppeborge eller i kuglerum og meget andet sjovt. Alt sammen med et Jurrasic Park lignende sceneri som baggrund. Blandt kæmpe dinosaurusfigurer kan børnene løbe rundt fra den ene sjove rutsjebane til den anden. Væggene er spraymalede med flot urtidslandskaber og midt i det hele står en vulkan der næsten når til loftet i den store lagerhal. Herfra kan børn og barnlige sjæle tage turen ned over vulkanens ryg på en glidende lang rutsjebane med en stejl kurve.

Indendørs tumleplads

KU.BE er Frederiksbergs store kultur- og bevægelseshus, som ligger på Dirch Passers Allé 4. Her kan børn og deres voksne udforske balance, højder og klatreevner på legebakken eller prøve kræfter med den indendørs rør-rutsjebane, klatrelabyrinten og alle de mange andre legeinstallationer rundt om i huset. For de helt små er der et pudeområde og for de modige et klatrenet med flot udsigt. Det er gratis at benytte og rumler maverne er KU.BEs cafe et hit, her må madpakken også nydes.

Kilde: Kube.Frederiksberg.dk

Spænd skøjterne på

Mon I er så heldige at bo i nærheden af en skøjtehal? Hvis svaret er ja, er der basis for sjov leg på isen, hvor alle kan være med ─ også mor og far. Det er smart at tage lag-på-lag tøj på, for lige så hurtigt man får varmen, når man giver den gas på isen, lige så hurtig bliver man kold igen, når det er tid til en puste-ud-pause på bænken. Flere steder i landet er der også udendørs skøjtebaner, hvor I kan kaste jer ud på isen og få røde kinder. De fleste baner holder normalt åbent fra først i december til slutningen af marts.

En tur i svømmehallen

Man behøver jo ikke at rejse til sydens sol for at opleve en omgang vandleg, spring fra kanten af poolen, eller en udfordrende ”hvem svømmer hurtigst” konkurrence. I mange byer findes rigtig fine svømmehaller med bassiner til både store og små. Efter nogle sjove timer i svømmehallen er en kop varm kakao ganske velfortjent.

Dyrk kulturen i børnehøjde

Hold øje med hvilke museer, der afholder særarrangementer for børn i vinterferietiden. Både Louisiana i Humlebæk, som har en hel afdeling særligt dedikeret til børn, og Nationalmuseet i København, byder på spændende aktiviteter og oplevelser for både børn og voksne. ZOO plejer også, at være et populært besøgsmål for både store og små i vinterferien. Her kan man nyde, at se alle ”vinterdyrene” i deres yndlings-årstid.

 

Følg os på Facebook og Instagram