Pages Navigation Menu

Vinter, ferie og familietid

Vinter, ferie og familietid

Sommeren 2017. Denne bogstav- og talkombination får mange af os til at ryste på hovedet, for var det overhovedet sommer? Vejret drillede en stor del af tiden, og de som ikke søgte udenlands til sydens sol, overvejer måske en vinterferie fuld af varme, strandliv og den længe savnede sol. Andre foretrækker vinterferie med fuld fart på ski og snowboard, og maksimal hygge om aftenen hvor dagens bedrifter ikke bliver mindre kedelige, når de fortælles over en kop varm kakao.

Hvis man ikke har mulighed for at stikke af på dyre udlandsrejser, så er det også dejligt, at holde en ”hjemmehyggeferie” med nærvær og tid til at være sammen. Her får du lidt inspiration til vinterens feriedage.

Af Henriette Rosenthal Muld

Sol eller sne ─ vinterferien deler danskerne

Mange danskere rejser hvert år på vinterferie i udlandet i februar. Halvdelen rejser mod sol og strand – den anden halvdel mod sne og ski.

Vinterferien og februar er højsæson for rejselystne danskere. Hvert år drager 388.000 af os på vinterferie, viser tal fra Danmarks Statistik. 202.000 vælger skiferien, mens 186.000 pakker badetøj og solcreme for at tage til varmere himmelstrøg.

For skiløberne er Østrig, Norge og Sverige favoritdestinationer. I 2015 valgte 69.000 Østrig som rejsemål i februar, mens henholdsvis 35.000 og 20.000 tog til Norge og Sverige.

Af dem, der var mere til solparasoller end skipister, valgte 42.000 Spanien, 21.000 Thailand og 15.000 Tyrkiet.

Vinterferie i østrigske Tirol

Tirol mødes man af skypunkterende bjergtoppe, postkortværdige landsbyer og dybe, alpine dale – overstrøet med unikke oplevelser for alle. Både skiløbere og snowboardere er forkælede med muligheder. Her er over 100 feriesteder, der tilbyder pister for både begyndere, familier, øvede og eksperter. Vælg mellem blomstrende afterski-steder, levende bjerglivstil, fantastiske indkøbsmuligheder og hyggelige bjerglandsbyer.

Husk skihjelmen

For nogle år siden var skihjelme forbeholdt de vilde og seje skiløbere, der udfordrede sig selv maksimalt på løjperne. Sådan er det heldigvis ikke mere. Flere og flere har fået øjnene op for, at det er en god idé at købe eller leje en skihjelm. En undersøgelse fra Børneulykkesfonden viser, at skihjelmen har vundet indpas blandt de danske børnefamilier. Knap ni ud af 10 børn ─ 86 % ─ bliver i dag udstyret med en skihjelm, når turen går til de sneklædte alper. En undersøgelse fra Norge viser, at skihjelmen reducerer antallet af hovedskader med 60 %. Så på med hjelmen, når skiene spændes på.

Skiferie nordpå

Mange danskere har fundet vej til de svenske og norske fjelde. Her findes mange områder, der er særdeles velegnede for nybegyndere og børn. Hvis familiens yngste endnu ikke er klar til en debut på ski, er det på kælkebakken det foregår, men det er også både sjovt og udmattende. Temperaturen kan være noget lavere end sydpå, men så er det ekstra hyggeligt, at mødes i hytten eller ferielejligheden til varm te og kakao om eftermiddagen, når mørket sænker sig.

Populære Thailand

Thailand er ikke uden grund blevet en af danskernes favoritdestinationer, når vinterferien skal bestilles. Der er daglige, direkte afgange fra Danmark til flere byer i Thailand, der er næsten garanti for sol og godt vejr, og så er Thailand et utroligt billigt land at besøge.

Phuket er en populær destination, som i sig selv er en større ø, men hvorfra man også kan nå en lang række af landets bedst kendte og smukkeste mindre øer.

Fra Phuket er der således nem adgang med turistbåde til øer som Ko Yao Noi, Ko Yao Yai og Phi Phi Islands. Fordelen ved Phuket er også, at der er direkte fly fra Danmark, så du kan hurtigt komme i gang med din drømmeferie. En indenrigsflyvning fra f.eks. Bangkok tager dog kun ca. 1 time og 20 minutter.

Feriedage i Danmark

Dyrk kulturen i børnehøjde og hold øje med hvilke museer der afholder særarrangementer for børn i vinterferietiden. Både Louisiana i Humlebæk, som har en hel afdeling særligt dedikeret til børn, og Nationalmuseet i København, byder på spændende aktiviteter og oplevelser for både børn og voksne. ZOO plejer også, at være et populært besøgsmål for både store og små i vinterferien. Her kan man nyde, at se alle ”vinterdyrene” i deres yndlingsårstid.

Weekend ”get away”

Måske er det tid til, at mor og far snupper en ”weekendferie”, hvor ungerne enten råhygger hos venner, eller bliver råforkælet hos bedsteforældrene. Det er en udbredt misforståelse, at det først er når man er slidt helt ned til sokkeholderne, man fortjener lidt voksentid sammen med sin elskede. Nogle forældre føler, at det er at svigte ungerne at stikke af på weekend med tilhørende ”voksenforkælelse”, og kommer derfor ikke af sted. Smid skyldfølelsen overbord, og gør forsøget. Måske er det lige det vitaminboost for forholdet til hinanden, der får hverdagene til at glide lidt lettere i den mørke vintertid.

Børnevenlig storbyferie

En storbyferie er en fantastisk mulighed for en ferie, der både er for forældre og børn, hvor alles interesser kan mødes. Storbyrejser er en mulighed for, at man kan komme på oplevelsesferie for både børn og forældre med en masse kulturelle oplevelser – og det er bestemt muligt at gøre det børnevenligt. I mange storbyer findes offentlige legepladser, så børnene kan få løbet lidt krudt af, for det er vigtigt, at både børn og voksne får opfyldt ferieønsker på storbyferien.

 

Kilder: Visit Tirol, SolStrandSommer.dk