Pages Navigation Menu

Venter på far

Venter på far

Det gør de egentlig ikke, for rent faktisk trives Linda Abildgren med beslutningen om, at få sine børn ved hjælp af en donor. I dag er hun mor til Anton og Frida, som begge er ønskebørn, og skulle der en dag støde en kæreste til, er det hyggeligt, men ikke nødvendigt for at være en hel familie.

Mange har vist interesse for at høre lidt om, hvad Linda har gjort sig af overvejelser i forhold til, at børnene kommer til at vokse op uden en far og dermed ikke, i det daglige, har en mandlig kønsrollefigur at spille bold op af.

Det kan man læse meget mere om i ”Vi er bare selv”, en bog af Linda Abildgren, som landede på boghandlerenes hylde i oktober, og på forfatterens blog Blogsbjerg.com.

Her kan du læse nogle af de tanker og overvejelser, der har ligget forud for beslutningen om at starte sin familie uden en far på sidelinjen.

Faktisk er det med den manglende kønsrollefigur det ene af to spørgsmål, Linda oftest får, når folk hører, at hun har fået børn alene.

– Jeg synes, at børn, hvis det overhovedet er muligt, skal have både en mor og en far, og der er, i hvert fald for mit vedkommende, ikke tale om en form for rabiat feminisme, hvor jeg har fravalgt at få børn med en mand, for at bevise, at jeg kan.

Når man får dem alene, kommer de til verden til et halvt netværk, hvor der kun er ét sæt bedsteforældre, onkler og tanter. Deres risiko for at blive forældreløse i en tidlig alder er dobbelt så høj, fordi der kun er halvt så mange af tage af, og de er også, allerede inden de er trådt ind på arenaen, bagud i forhold til mange af deres jævnaldrende, når det kommer til husstandens samlede indkomst. Når man er to, har man sådan rundt regnet dobbelt så lidt eller meget på lønkontoen hver måned, og det giver selvsagt nogle muligheder ift. fritidsaktiviteter, haver, værelser og ferier, som jeg ikke kan give mine børn.

Det materielle er én ting, og det er noget af det, jeg tror de fleste, der vælger at få børn alene, har forholdt sig til på forhånd.

Noget andet er, at der ikke kommer til at være en far læne sig op af i hjemmet, og for mit eget vedkommende tænkte jeg meget over dette, inden jeg traf beslutningen første gang. Da jeg så fandt ud af, at jeg ventede en dreng, fik jeg stress og angst og hedeture ved tanken om, hvordan jeg skulle hjælpe ham med alt det, der drøner rundt i knolden på én, hele livet igennem, når jeg kun havde min egen kvindelige erfaring at byde ind med, og jeg gik så langt, at jeg i slutningen af graviditeten var i gang med at undersøge, om en af mine veninders kærester måske kunne fungere som en slags “mentor” for Anton, når han kom til verden.

Men det sjove er, at det faktisk ikke lader til at fylde noget, nu hvor de er her. Det er på en eller anden måde et teoretisk spørgsmål, for det er jo er bare livet, som det ser ud for dem, og de kender ikke til andet. Jeg tror måske, at det bedst kan sammenlignes med at være enebarn kontra at have søskende. Hvis man er enebarn, kan man formentlig godt have tidspunkter, hvor man ønsker sig søskende, men jeg forestiller mig, at det måske er på en lidt tåget måde, hvor man egentlig ikke helt er sikker på, hvad det er, man savner.

Når jeg bliver spurgt om, hvad jeg gør mig af tanker om en manglende far i hjemmet, undrer jeg mig ind imellem over, at kvinder, der vælger at få børn alene forventes at have forholdt sig til – og løst – alle udfordringer på forhånd. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man ville spørge en kvinde, der sad alene tilbage med to børn, fordi hendes mand og børnenes far var blevet slået ihjel i en trafikulykke, hvad hun gjorde sig af forestillinger om børnenes mangel på mandlige identifikationsfigurer i hjemmet. Det er et af de eneste steder, hvor jeg synes, jeg oplever … fordomme, i mangel af et bedre ord. For slutresultatet i min og frit-opfundne ovenstående kvindes situation er det samme: Børn, der skal vokse op uden en far. Men det er som om, det ikke er et issue, hvis man som udgangspunkt har lagt op til noget andet, og Gud/skæbnen/tilfældet så bare har leget ikke-alligevel med én. Dét er lidt mærkeligt, synes jeg.

Og endelig synes jeg også, at det er en ret vigtig pointe i denne debat, at lige præcis denne gruppe børn, ikke ville være blevet til, hvis ikke vi havde valgt at få dem alene. Der er, set med mine meget subjektive øjne, ikke tale om, at vi har valgt en far fra, men derimod om, at vi har valgt et barn, der ellers ikke ville blive, til.

Når alt det er sagt og skrevet, ender jeg altid, efter at have været en tur omkring emnet “Den Manglende Far” med at stå og kigge på mine to små mirakler, som ikke ville være blevet til, hvis jeg havde ventet på den rette at få dem med, og så kan jeg mærke, at jeg egentlig ikke er i tvivl. Vi finder ud af det.