Pages Navigation Menu

“Ulvetimen”

“Ulvetimen”

Er der noget der hedder det hos jer?

Af Pernille Neess Blix, Blogger på www.pernillenb.wordpress.com

Jeg har selv haft brugt ordet ulvetime hjemme hos os før i tiden. Da jeg ikke vidste bedre. For hvad er det egentlig ordet “ulvetime” dækker over? Hvad sker der i jeres “ulvetime” og hvordan føles det?

For halvandet år siden da min datter var 3 ½ og sønnen 1 år, så vores såkaldte “ulvetime” sådan her ud:

Børnene blev hentet i dagpleje og børnehave i et meget højt tempo. Bilen kørte så stærkt som det var tilladt. Skridtene i jorden gik meget stærkt, og mine armbevægelser var meget hurtige. Grebet i hoveddørens dørhåndtag og de første skridt ind i entréen fik mit tempo op i et endnu højere gear. Børn der råbte og græd. Var sulte og tørstige. Ville lege, kramme, ses og høres. Og der stod jeg midt i køkkenet, med min lille søn hængende på armen, datteren hang om mine ben samtidig med, at jeg stod og fandt drikkevarer og føde til deres munde, og i tankerne allerede var i gang med at snitte grønsagerne til aftensmaden, fordi vi jo heller ikke skulle spise for sent.

I dag har jeg bevidst ændret nogle ting, så vi ikke længere kender til ordet “ulvetime” herhjemme.

Ændringer kort fortalt:

– Jeg har på forhånd forberedt noget af aftensmaden dagen før om aftenen, når børnene er blevet puttet. Der står jeg alligevel og smører madpakker i køkkenet. Så får jeg så også lige skrællet gulerødder, hakket løg eller gør noget kød klar, mens jeg nynner, og ungerne falder i søvn.

– Jeg handler primært kun kød som er “nemt” at håndtere i køkkenet, såsom en hel kylling der bare skal smækkes i ovnen. Rugbrød får vi også fast en dag hver uge.

– Jeg handler ALDRIG ind på hverdage sammen med børnene. Det kan de slet ikke rumme. Handler heller ikke selv ind, inden børnene bliver hentet.

– Vi går langsomt ind ad døren og stiller langsomt tingene på plads.

– Min mobiltelefon bliver enten ude i bilen eller i entréen. En bevidst handling. Så den ikke tiltrækker min nysgerrighed eller kommer med forstyrrelser, som ændre mit fokus eller nærvær.

– Vi har en fast fælles “landingsbane” når vi kommer ind i huset. Vi sidder sammen 5 min. ved bordet og får en tår at drikke.

– Dernæst er der ligeledes fast “slap-af-tid” i min. 30-45 min, sammen eller hver for sig. Så får de hver en skål med lidt frugt, grønt og lidt brød.

– Der er ingen aktiviteter lige når vi kommer hjem, først efter slap af tiden.

– De får bad hver i sær alene, så de begge kan geare ned alene uden at skulle forholde sig til den anden.

– Jeg skælder ikke ud på det de gør forkert, men giver selv udtryk for hvad JEG har brug for, for at kunne holde ud at være i stue med dem.

– At jeg selv tager en ”time out på” 2 min, inden jeg sætter mig til spisebordet efter madlavning. Bare 2. for mig selv på wc´et, eller en slentretur i haven alene. Det kan give ro i maven, så man sidder sig roligt ved bordet. Indimellem spørger jeg børnene om hvad der har været dejligt i dag og om der har været noget der har været svært? Så kan de udtrykke sig med de ord de kan og de oplevelser som de finder frem fra nethinden.

– Vi spiser hver dag kl. 17. senest.

– Jeg “forhører” dem ikke i deres dag. Det kan de ikke rumme, og det er heller ikke der de er mentalt lige der.

– Vi har aldrig gæster eller legeaftaler i hverdagene.

– At jeg ikke kun fysisk er til stede men også mentalt. At jeg selv er i ro dvs., at jeg inden afhentningen af børnene, lige har siddet i bilen lidt eller kigget på de blæsende trætoppe, så jeg er klar til at rumme dem efter en lang dag.

– Putteritualet foregår mellem 18.30 og 19. Inden de bliver for fyldte og overstimulerede.

Søvnen indtræder langt lettere, hvis deres kroppen har fået lov til at geare ned efter en lang dag, uden at der er så meget mere at skulle forholde sig til. Massage hjælper ligeledes for dem begge, til at lære at mærke deres kroppe og hvornår de har brug for ro. Begge mine børn er sensitive, men også i den grad meget nyhedssøgende og bliver hurtigt udadreagerende.

Men ens egen indre (u)balance smitter umådeligt meget af på vores børn.

Det har taget tid og energi at ændre nogle mønstre og vaner. Men den ro jeg og mine børn fornemmer, når vi nu tager fat i dørhåndtaget og træder ind af hoveddøren, har været det hele værd.