Tvillinger – når to bliver til 4

Nogle gravide håber på tvillinger, imens de fleste får et chok når de finder ud af, at de venter to babyer. De fleste vænner sig heldigvis hurtigt til tanken, og glæder sig til dem begge.

Af Bonnie Jensen.

Sandsynligheden for at få tvillinger øges…

  • Hvis man har tvillinger i familien.
  • Hvis man har fået tvillinger før.
  • Jo flere børn man har i forvejen.
  • Jo ældre kvinden er.
  • Jo højere kvinden er.
  • Jo højere BMI

Det tager mere tid at have to børn end et. Ikke kun fordi der er to, der skal have mad, skiftes, nusses og pusles, men også fordi det tager ekstra tid at lære to børn at kende.
Tvillinger er jo i grunden bare to børn, som tilfældigvis har fødselsdag samme dag. De kan være enæggede eller tveæggede og ligne hinanden mere eller mindre, men de har fra fødslen hver deres personlighed, som er forskellig fra alle andre. Den skal man støtte og udvikle, så alle træk kommer frem, ikke hverken hæmme eller fremme noget for at få dem til at ligne eller adskille sig fra hinanden.

De skal hverken presses til at ligne hinanden som to dråber vand, eller til at være helt forskellige. De skal behandles som de personer, de er. Man skal styrke deres forskelligheder med respekt for samhørigheden, for tvillinger har som regel et fællesskab, som andre søskende ikke har. De følger hinanden gennem livets faser og har fælles oplevelser på en måde, som andre ikke kan have. Mange voksne tvillinger siger, at de har en fornemmelse af aldrig at være alene. Hvis de ellers har haft det godt med hinanden, forstår de hinanden uden at behøve at sige ret meget.

Det usynlige bånd

Det „usynlige bånd“, der kan være mellem tvillinger, skabes gennem tvillingers fælles livsbetingelser. De har været foster sammen, de er blevet født „sammen“, de ser ofte ens ud, har gennemgået de forskellige udviklingstrin samtidig, er vokset op i den samme familie og har
den samme historie. Ens medtvilling er den mest konstante person i ens liv, og tvillingernes liv er kædet sammen på den tættest mulige måde. De forstår hinanden i stort set alle sammenhænge.

Alene-tid

tvillinger i seng

Som tvillingeforældre kan det være svært at finde alene-tid med det ene barn.
Selv om det kan være svært, så prøv at finde et tidsrum hver dag at være alene med hvert af børnene i, så det er muligt at give den enkelte den fulde øjenkontakt og den udelte opmærksomhed. Selv om babyen ikke har noget sprog endnu, foregår der en masse kommunikation mellem forældre og barn.

Senere, når man er nået til historie-stadiet, skal man prøve at læse sammen med dem enkeltvis, bare en gang imellem. Undgå at den ene tvilling taler for den anden. Hvis den ene beder om et glas vand, så undlad automatisk at give den anden, før han/ hun selv beder om det. Hvis tvillinger afbryder, så lær dem, at hver har sin tid, og man må vente til det er ens tur.

I dag, hvor mange børn kommer ud blandt mange andre børn og voksne i dagpleje, vuggestuer, børnehaver mm. og dermed ikke isoleres i deres tvillingesituation, er det ikke noget problem, da de hele tiden tvinges til at relatere sig til andre end hinanden.

Enæggede eller tveæggede

tvillinger, babyfødder

Enæggede tvillinger sammenlignes for deres lighed og nyder en masse opmærksomhed.
Her ligger udfordringen i at være opmærksom på, at der er tale om to selvstændige individer.
Tveæggede tvillinger, dreng-pige, sammenlignes mindre, og yder godt af at have status ved at være hver sit køn.

Ingen forventer, de skal være ens og kunne det samme, drenge og piger er jo som bekendt forskellige. At få tveæggede tvillinger, af samme køn, er nok den største udfordring for tvillingeforældre. De sammenlignes konstant ved deres forskellighed og bliver
bedømt og vurderet i forhold til hinanden.

Genetisk har de ikke større fællesskab end søskende i almindelighed. De er forskellige i udseende, højde, drøjde, forskellige i motorik, temperament, følsomhed mm. Der vil være forskelle på stort set alle områder hos tveæggede tvillinger.

Tveæggede tvillinger af samme køn er de mest indbyrdes rivaliserende af de tre tvillingetyper. Processen starter tidligt, allerede fra det første smil, til hvem der går og snakker først. Hvem er kærligst, den dygtigste i skolen, bedst til sport, har flest venner etc. Dette giver forældre til tveæggede tvillinger, af samme køn, et meget stort ansvar. For netop at møde det enkelte barn, dér hvor det er og udvikle og værdsætte dette særlige barns helt unikke væsen og talenter.

Det kan være rigtigt at skille tvillingerne ad i børnehave og skole etc. men det kommer i hvert eneste tilfælde an på det enkelte tvillingepar. Man skal passe på med at problematisere for meget, og huske at medtvillingen formodentlig også er den allerbedste ven, ham/hende, som man har delt alt med, lige fra spæd, og den der kender én bedst. Det venskab skal der værnes om.

Hvem får tvillinger?

1 ud af 83 kvinder får tvillinger. Hvis du selv er tveægget tvilling eller der i øvrigt er tveæggede tvillinger i din familie, er sandsynligheden for at få tvillinger 5 %, uanset om det er på din mors eller fars side af familien. Har du allerede født tveæggede tvillinger er der 10 % sandsynlighed for, at din næste graviditet også bliver med tvillinger.Hvorvidt der er enæggede tvillinger i din familie eller ej har ingen betydning, da det kun er tveæggethed, der er arveligt.

To tredjedele af tvillingegraviditeterne er tveæggede tvillinger, dvs. der har været frigivet to æg ved kvindens ægløsning, og de er begge blevet befrugtet med hver deres sædcelle. De to fostre er ikke mere ens end søskende, der er født på forskellige tidspunkter.

Gode ideer til at skabe et godt tvilllingeforhold

  • Giv børnene navne, som ikke let forveksles, men understreger, at de er to.
  • Brug børnenes navne og sig kun »tvillingerne«, når det er berettiget.
  • Sig ikke »I«, men tal til dem som to selvstændige personer.
  • Sørg for, at det enkelte barn har ting, som er helt dets egne.
  • Giv dem forskellige ting, fx forskellige fødselsdagsgaver.
  • Giv dem engang imellem forskellige oplevelser.
  • Giv børnene lov til at skændes og være uenige.