Pages Navigation Menu

Tre børn – skal i ikke have flere?

Tre børn – skal i ikke have flere?

Jeg bliver om ikke dagligt, så i hvert fald meget ofte spurgt, om vi skal have flere børn. Om Hugo er mit sidste barn. Faktisk oftere her efter nummer tre, end det var tilfældet efter nummer to. Det er som om folk tænker, at nu er vi alligevel så godt i gang. Og det kan jeg jo ikke fortænke dem i.

Af Cecilie Underbjerg, blogger på www.tregodegrunde.dk

Jeg svarer altid nej. Og det er vist nok et helt ærligt svar. Tror jeg.

Som man måske kan fornemme, er jeg ikke 100 % sikker. Men bliver man nogensinde det?

Da vi havde fået barn nummer to, Elliot, var jeg faktisk så tæt på 100 % sikker, som man kan blive. På at vi ikke skulle have flere altså. Jeg er ud af en rodet skilsmissefamilie med hele, halve og papsøskende – her, der og alle vegne.

Så far, mor og to børn var det mest romantiske jeg overhovedet kunne forestille mig. Totalt kerne.

Jeg solgte altså hele baduljen – barnevogn med mere, selvom Thor, min mand, gik og drømte om en tre’er i halvsmug.

Babyer alle vegne

Og så fyldte Elliot tre år og jeg blev megaskruk. Jeg så babyer alle vegne. Og jeg længtes efter den der helt særlige forbindelse og symbiose, som man kun har med sådan et lille liv. Thor var heldigvis nem at overtale. Vi besluttede os for at vi ville lave en til baby. Endnu et lille liv.

Og bum – 18 dage senere sad jeg og gloede på de berømte to streger for tredje gang. Ifølge kalenderen skulle jeg få min menstruation sådan cirka nu. Jeg havde købt en pakke med to tests i den foregående uge – og havde utålmodigt brugt den ene alt for tidligt, hvorfor den selvfølgelig var faldet fuldstændig negativt ud. Jeg var stået tidligt op med ungerne. Thor lå og sov, da han havde arbejdet til ud på natten. Jeg skulle lige til at tisse, da jeg kom i tanke om at jeg havde en ekstra test liggende. Jeg følte mig på ingen måde gravid, så jeg var ganske sikker på at den ville være ligeså negativ som den første, men så kunne jeg da i det mindste slå tanken ud af hovedet.

Jeg pakkede testen ud, tissede, afventede. Positiv. P.o.s.i.t.i.v! What?! Shit!

Jeg sad lidt og stirrede på den. Sommerfuglene baskede rundt i maven. Til lyden af Ramasjang fra stuen og snorken fra soveværelset. Jeg listede ind til Thor. Skubbede lidt til ham.

“Thor!”

Ingen reaktion.

“Hey. Thor!”

“Mmhm?”

“Ej vågn lige op – kig lige på mig imens jeg siger det her!”

“Hvad er der?”

“Jeg er gravid!”

Så vågnede han op.

“Er du sikker??”

“Ja! Jeg har lige taget en test. Der er to streger!”

Helt lykkelige og rundt på gulvet lå vi og krammede hinanden imens vi lyttede til vores to – pludseligt store – unger i stuen.

0 tre gode grunde 250x250Og nu sidder jeg her. Et år efter. Ude i barnevognen ligger den dejligste, tykkeste, gladeste lille dreng og sover. Det har været helt vildt hårdt og helt vildt fantastisk at blive en familie på fem. Hvor er det sindssygt, at der kan ske så meget på et år. Og hvor var det dog en megagod idé vi fik!

Nyder det hele ekstra meget

Men nu tror jeg altså også at vi er færdige. Selvom jeg tilsyneladende er den eneste, der tror det. Vores familie og venner virker ganske overbeviste om, at jeg lyver for mig selv. Men jeg kan mærke, at jeg nyder det hele en tand mere med Hugo – fordi jeg faktisk tror, at han er min sidste baby. Jeg var lidt længere om at få ham listet over i sin egen seng end med de andre. Og jeg frygter den dag, jeg skal amme ham for sidste gang lidt mere, end jeg gjorde med de andre. Og samtidig glæder jeg mig til han bliver stor og vi igen har nogenlunde selvhjulpne børn. For vi var jo lige nået dertil. Derhen, hvor ungerne i ret høj grad kunne underholde sig selv – og hverken havde behov for ble eller middagslur. Og det var der da også noget ret fedt ved.

Så jeg tror egentlig bare, at jeg vil nyde at vi har sat tre smukke og sunde børn i verden – og dermed har sikret os en fremtid fuld af liv, oplevelser og (forhåbentlig) en hel masse børnebørn en dag.