Pages Navigation Menu

Tillykke med fødselsdagen

Tillykke med fødselsdagen

Der findes undtagelser, men de fleste af os glæder os hvert år, når dagen nærmer sig. Fødselsdagen, som minder os om at vi er blevet et år ældre, og som ofte medfører en sværm af ”tillykker”, varme ønsker for dagen, og så lige en enkelt fødselsdagsgave eller ti.

Af Henriette Rosenthal Muld

Spørg et barn under syv år: hvor mange år er du? Svaret kommer ofte ikke bare i år, men kvarte, halve og ikke mindst trekvarte. Når man ikke er ældre, er det vigtigt at være fem trekvart og ikke bare fem år. Basta! Når fødselsdagen så nærmer sig med hastige skridt og er indenfor rækkevidde, overgår man så til begrebet ”næsten”: jeg er næsten seks år! Jo, det er marginaler der tæller. Nu er det nu!

Kriller i maven og spændt af forventning. Man husker det selv, og nogle af os er aldrig vokset fra det! Aftenen før selve dagen: Godnat og sov godt skat! Ja, hvis skat altså kunne falde i søvn, for det er altså svært når man er så spændt at barnet ikke kan finde ro under dynen og i stedet vender og drejer sig, for derefter slå øjnene op to timer før stå op tid. Så glædes man over, at man var så forudseende, at dække bordet fint, med flag, servietter med flag på, balloner og ikke mindst gaverne.

Du må ikke komme med til min fødselsdag! En god gammelkendt trussel, som mange børnehavebørn slynger om sig med, når vennerne sætter sig grundigt på tværs, eller bare ikke gider lege den leg, som lige nu er favoritten. Men hvem skal egentlig inviteres med til fødselsdagen? Det kan godt virke lidt overvældene, når en hel ”stue” fra børnehaven skal inviteres hjem til fødselsdagstraktement, eller alle syvogtyve klassekammerater både piger og drenge. Holdningerne er mange og meget forskellige. Nogle forældre foretrækker, at man inviterer alle eller ingen, andre synes at det er ok at vælge ud, når invitationerne skal skrives.