Pages Navigation Menu

Tillykke med fødselsdagen

Tillykke med fødselsdagen

Den store dag som alle børn ser frem til hvert år med glæde og spænding. Hvad skal jeg dele ud mor?

Ja, det er der mange delte meninger om! Slik eller frugt? Her er det en rigtig god idé, at afstemme forventningerne på et fælles forældremøde. Nogle synes, at det er helt ok når børnene deler flødeboller ud, når de har fødselsdag, andre synes at det er i overkanten, fordi det bliver til en hel del slik på en børnehavestue eller i en skoleklasse med mere end tyve børn. Uanset hvad man selv synes, er det vigtigt at overholde det aftalte, for ikke at forvirre barnet og stille det i en kedelig situation, når der deles godter ud, uanset om det er slik eller mere sunde lækkerier.

Hvor skal fødselsdagen holdes?

Hoppeborg, tryllekunstner, biografture. Kunstfærdige købe-kagemænd med 3D prinsesse-dekoration og kæmpe slikposer i præmie til skattejagten. Der er masser af spændende muligheder, når man skal holde børnefødselsdag. Det kan nemt blive et udstyrsstykke, som umiddelbart kan imponere. Men det handler ikke om at leve op til andres forældres børnefødselsdage eller forsøge at sætte barren endnu højere. Basalt set gælder det kun om at give dit barn den bedste oplevelse på sin store dag. Det kan du gøre på mange måder.

Skal vi holde fødselsdagen hjemme?

En børnefødselsdag behøver ikke at blive en belastning for bankkontoen. Med lidt fantasi kan du holde en fantastisk og forholdsvis billig fest for dit barn. Med hjemmelavet mad og gratis lege. Det kræver kun kreativitet og lidt knofedt. For børnene er det vigtigste vel at være sammen med deres venner, hygge sig og få noget at spise, som de kan lide. Børnene vil lige så gerne på skovtur, på legeplads eller lave snobrød og spille bold ude i haven, hvis vejret er til det. Eller slå sig løs inden for med lege, som da mor var pige: Ballon – og stoledans, flaskehalsen peger på, limbo, sæt halen på grisen og alle de andre gode, men næsten glemte aktiviteter. Du kan finde masser af inspiration til ganske gratis lege og aktiviteter på nettet.

Følg os på Facebook og Instagram