Pages Navigation Menu

Sportscamp Rema 1000

Sportscamp Rema 1000

Smid remoten og få en svedig sommer

Giv dit barn en aktiv og anderledes ferie. I stedet for at fede den af foran fjernsyn og computer, kan børnene prøve kræfter med svømning, tennis og håndbold på sjove sportscamps.

Af Hanne Vinther Mikkelsen

Når vi har ferie skal der rigtigt slappes af og hygges. Hver dag er en fridag med forkælelse. Sådan lyder den typiske feriefilosofi. Det feder. For børn er mindre aktive i sommerferien end normalt. Madpakker og motion bliver sat i skammekrogen sammen med skoletasken. I stedet står den på is, sodavand, fritter og burgere og pølser på grillen, og det sætter sig på sidebenene. De fleste familier har formentligt den opfattelse, at vi har fortjent at dagligdagens vaner viger for dasedage i ferien. Men det er desværre ofte lig med lidt for mange kalorier samtidig med, at børnene ikke får rørt sig. En undersøgelse viser, at mange børns BMI tal stiger meget kraftigere end i hverdagen, hvor børnene har skole og andre aktiviteter at passe. Og det ses tydeligt, at børn sidder stille en stor del af sommerferien foran computerspil og fjernsyn.

Svøm, spil og slå et slag

Men der er faktisk rig mulighed for også at bruge noget af ferien til at få sved på panden på en ny, sjov måde. Sommerferien er et rigtigt godt tidspunkt til at prøve en sportsgren, som barnet måske får lyst til at fortsætte med. Det kan også være for dem, der allerede dyrker sporten, men savner den i ferien. Rema 1000 er igen i år sponsor for Aquacamp, Tenniscamp og Håndboldcamp. De foregår i flere byer rundt om i landet, og er for børn mellem 6 og 13 år. Teenagere med hang til håndbold har også deres eget arrangement denne sommer. Ifølge marketingsdirektør Anders R. Jensen er det vigtigt for Rema 1000 at støtte arbejdet med børn, unge og sport, for at fremme sundheden i Danmark. Sportscamps er dage fyldt med fart over feltet, hvor børn kan lege og lære, have det sjovt og være sociale. Grundlæggende er ideen, at alle børn kan være med, så der stilles ikke krav om særlige færdigheder.

Aquacamp: Spring i bassinet blå. Vandglade børn kan få en sund, udfordrende oplevelse i sommerferien. Flere svømmeforeninger under Dansk Svømmeunion kan igen i sommeren 2013 tilbyde en masse børn mellem 7 og 12 år nogle sjove og “vand”vittige uger med spændende aktiviteter. Både øvede og nybegyndere er velkomne. Læs programmet, se datoer og byer og meld dit barn til på www.svoem.org.dk

TennisCamp: Sving ketsjeren og smash til bolden. TennisCamp er for børn mellem 6 og 13 år og foregår i mange byer rundt om i landet. Det er de to erfarne tennistrænere Michael Lytzen og Anders Bagger, der har startet den lille forening Tenniscamp. De har sammensat et spændende program, som fokuserer på vigtigheden af kost og motion på den sjove måde. Alle kan være med, selv om de ikke har spillet før. Udover Mikael og Anders, består TennisCamp af en rigtig stor gruppe frivillige hjælpere. Læs mere om TennisCamp og se tid, sted og tilmelding på www.tenniscamp.dk

HåndboldCamp

Stjerner står for skud. Temaet på årets håndboldskoler er skudteknik med landsholdspiller Anders Eggert og Beach handball med Hans Lindberg. Det er Dansk Håndbold Forbund, som står bag håndboldskoler rundt om i ferielandet igen i år. De er målrettet piger og drenge årgang 2001-2004. Med udgangspunkt i hver enkelt spillers niveau, bliver det en uge med fokus på det tekniske og på legen.

DHF tilbyder også “Skum”. Det er et to-dages arrangement for piger og drenge – årgang 2005-2008. Det er et miks mellem håndboldtræning, spil, motorisk træning og leg. Aktiviteterne kan foregå både inden – og udendørs. Teenagerne skal ikke tro, de har en undskyldning for ikke at være aktive. Tværtimod. For DHF Beach Camp er et nyt eksklusivt tilbud til unge mellem 13 og 16 år. Det foregår i Randers med overnatning. Det er sommer, sand og håndbold, masser af oplevelser og aktiviteter for de unge.

Læs meget mere om de forskellige camps og håndboldskoler på www.dhf.dk