Pages Navigation Menu

Skyd nytåret sikkert ind

Skyd nytåret sikkert ind

Bulder, brag og farverigt fyrværkeri er en urokkelig tradition, når vi byder et nyt år velkommen. Flot ser det ud, men vi skal huske at passe på os selv og hinanden.

Af Henriette Rosenthal Muld

År efter år kører der, nærmest i sløjfe, oplysningskampagner i radio, på TV og på sociale medier, som opfordrer til at beskytte øjnene mod vildfarent fyrværkeri med beskyttelsesbriller. På trods af skræmmende historier om blindhed og billeder af ødelagte øjne, tager flere altså chancen.

En ulykke er en for mange, og konsekvenserne kan være uoverskuelige. Ikke så sjældent oplever man at det er børnene, der husker de voksne på at tage sikkerhedsbrillerne på.

For den skadeslidte der får skader på øjnene, kan det både have afgørende betydning for jobvalg og livskvalitet resten af livet.

Køb kun fyrværkeri der er godkendt

Fyrværkeri skal enten være godkendt af Sikkerhedsstyrelsen eller CE-mærket. Det betyder, at lovligt fyrværkeri enten skal have et SIK-nummer eller et CE-mærke som markering af, at producenten har fået fyrværkeriet testet og godkendt.

Fyrværkeri skal sendes sikkert afsted

Selv om man er opmærksom på altid kun at købe godkendt fyrværkeri er det vigtigt at være sig bevidst, at fyrværkeri stadigvæk kan være farligt, hvis man ikke affyrer det korrekt. Når raketterne skal sendes til vejrs, bør affyringsrampen være et rør, der er boret godt ned i jorden. Det koster ikke alverden at anskaffe sig sådan et rør. En flaske vælter alt for nemt, og så er der risiko for en vildfaren raket, som spreder skræk, rædsel og i allerværste fald skader tilskuerne.

Hvornår må man fyre af?

Vi må kun fyre fyrværkeri af i perioden 27. december til og med 1. januar. Resten af året er det ulovligt for privatpersoner at bruge fyrværkeri. Nytårsaften er derfor ubetinget den aften hvor de fleste giver den fuldt gas, og bruger en mindre formue på fyrværkeri. Det er både festligt og smukt, men også farligt hvis vi ikke bruger vores sunde fornuft, og følger de helt grundlæggende råd og regler for omgang med fyrværkeriet.

5 sikre råd

  1. brug altid beskyttelsesbriller
  2. brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
  3. hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  4. hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  5. gå aldrig tilbage til en fuser